Prøv avisen
Mediekommentar

Fordi overvågning kan lade sig gøre, er det ikke sikkert, at vi skal benytte os af det

Formand fra foreningen Skole og Forældre mener, at overvågning via en app kan vise mistillid til børnene. Modelfoto

Hvis det er i orden at tracke sine børn, hvorfor så ikke også kæresten, konen og kollegaen? Kurt Strand minder om glidebanen ved overvågning

”DET GIVER RO. Når han fortæller, at han er et sted henne, så betyder det, at han er der. Dét kan jeg se lige her…”.

En teenagemor fra Ølstykke i Nordsjælland fortalte begejstret i TV Avisen onsdag aften om, hvordan en ny app – et lille program på hendes smartphone – er i stand til at fortælle hende, hvor hendes søn opholder sig. Og sønnen kvitterede med at fortælle, at han føler sig mere tryg, når hans mor kan følge hans koordinater.

Overfladisk bedømt var alt således i skønneste orden. Og så alligevel ikke. For som Mette With Hagensen, formand for foreningen Skole og Forældre, udtaler, så kan overvågningen ”vise mistillid til vores børn og desuden give en falsk tryghed, fordi telefonen og barnet jo ikke behøver at være samme sted”.

TAL FRA meningsmålingsinstituttet Epinion viser, at omkring en femtedel af alle forældre bruger app’en til at følge deres børns færden. Og at en anden femtedel procent kan forestille sig at gøre det. Formentlig med nogenlunde de samme argumenter som dem, teenagemoderen brugte.

Hvilken forskel den indsamlede viden kan bruges til i en konkret situation, hvor der vitterlig er brug for hjælp, er ikke til at vide. Derimod er det ikke svært at få øje på situationer, hvor overvågningen blot fører til ubrugelig viden, der måske endda skaber unødig bekymring.

Således berettede en teenager i P1 Morgen, hvordan hans mor havde sms’et ham for at høre, hvad han lavede på værtshuset ”Fingerbøllet” på Christianshavn i København. Hun kunne nemlig se på sin telefon, at sønnen dermed opholdt sig i nærheden af Christiania. Sønnen svarede beroligende tilbage, at han ikke skulle på Christiania, men bare var i gang med at drikke øl med sine venner på værtshuset. Episoden illustrerer meget godt, hvordan unødvendig viden kan føre til mindst lige så unødvendig bekymring. Og her ses bort fra, at ”Fingerbøllet” jo ikke behøver at være mere trygt end den nærliggende fristad…

Men ét er selve overvågningen. Noget andet er et åbenbart udbredt behov for at have fuldstændigt tjek på hinandens færden. For hvis det er i orden at tracke sine børn, hvorfor så ikke også kæresten, konen og kollegaen?

MANGE VIL FORMENTLIG med skuldertræk argumentere for, at hvis en overvåget ikke har noget at skjule, er det jo uproblematisk at holde øje med hinanden. Privatlivets ellers ukrænkelige fred tæller ikke.

Samme logik ligger bag opsætning af kameraer i det offentlige rum, arkivering af mobiltelefoners bevægelser og ikke mindst den udbredte registrering af vores bevægelser på nettet. Især sidstnævnte har vist sig at være en uendelig glidebane, hvor de fleste af os med afkrydsning i ”accept”-feltet på de sociale mediers omfattende betingelser for at benytte dem siger ja til overvågning og registrering et omfang, som end ikke George Orwell turde spå i sin fremtidsfabel ”1984”.

Lad os derfor jævnligt huske hinanden på, at fordi noget kan lade sig gøre, er det ikke sikkert, at vi skal benytte os af det. For når noget bliver muligt, bliver noget (andet) umuligt.

Kurt Strand journalist og vært på P1-programmet ”Mennesker og medier”