Når skilsmisser bare er noget der hænder

Uden hverken at ville bagatellisere eller overdramatisere kan jeg ikke se andet, end at vi lever i en verden af både opbrud og sammenbrud, skriver Leif Hjernøe

Onsdag aften genudsendte DR dokumentaren ”Indiens døtre”, der giver et rystende indblik i det afskyelige kvindesyn, der råder og regerer i vidt forskellige kulturer og i befolkningsgrupper af milliardstørrelse.
Onsdag aften genudsendte DR dokumentaren ”Indiens døtre”, der giver et rystende indblik i det afskyelige kvindesyn, der råder og regerer i vidt forskellige kulturer og i befolkningsgrupper af milliardstørrelse. Foto: DR

Lige så vigtigt det er, at vogte sig for bagatelliseringer, lige så vigtigt er det at undgå overdramatiseringer. Det er selvfølgelig letkøbt blot at henvise til historien og sige, at menneskelivet altid har været præget af opbrud og sammenbrud, så det lader sig ikke ændre. Men det er jo også letkøbt blot at henvise til historien og sige, at det er katastrofalt, så lidt vi lærer af samme historie. Dommedagen truer.

Vi kan forholde os resignerende til tilværelsen, trække på skuldrene og bare sørge for selv at få så meget ud af den som muligt. Vi kan også forholde os indigneret til samme tilværelse, knytte næverne og indgå i kampene mod uretfærdighed og undertrykkelse. Det er holdninger, som vi alle kender både fra privatlivet og samfundslivet. Vi har det vel alle med skiftevis sådan at være passivt eller aktivt indstillede.

Som gammel antropologistuderende fra 1970’erne er jeg godt klar over, at det er problematisk at sammenligne individpsykologiske iagttagelse med socialpsykologiske. Alligevel synes der at være paralleller, som det kan være klargørende at være opmærksom på. Uden hverken at ville bagatellisere eller overdramatisere kan jeg ikke se andet, end at vi lever i en verden af både opbrud og sammenbrud.

Vi er både vidner til og ofre for globalt omfattende skilsmisseprocesser. Kloden kan til tider også ligefrem karakteriseres som ét eneste altomfattende psykiatrisk tilfælde. Det var to stærke dokumentarudsendelser i ugens løb gribende eksempler på: Tirsdag aften var det den iranske dokumentar ”Mor, jeg vil ikke sælges”, onsdag aften var det genudsendelsen af ”Indiens døtre”.

I begge tilfælde var der tale om påmindelser om tilstande, som alle skulle kunne være enige om under alle omstændigheder ikke tåler at blive bagatelliseres og ikke lader sig overdramatisere. Udsendelserne bevidnede med enkle, stærke filmiske virkemidler, hvor afskyeligt et kvindesyn, der råder og regerer i vidt forskellige kulturer og i befolkningsgrupper af milliardstørrelse.

Utålelige tilstande. Meget tyder på, at kvindekampens mål og midler i nærmeste fremtid vil få revolutionerende betydning. Om ikke andet, så fordi verdensøkonomien lider voldsomt under de voldelige kræfter, der igen og igen vækkes på grund af de mere eller mindre religiøst betonede mishandlinger af den kvindelige halvdel af klodens befolkning, der i uhyrlig grad og helt urimeligt længe har fundet sted.

Til slut denne individpsykologiske betragtning: Når ”Skønlitteratur på P1” i denne uge omtaler Kristina Stoltz’ roman ”Som om”, så sker det med ord, der i min bevidsthed kendetegner hele den moderne verden: kampen for sammenhæng og tilhørsforhold i en tid, hvor selv de nærmeste relationer pludselig kan hænge i en tynd tråd, når skilsmisser bare er noget, der hænder. Sådan går det, ”når sproglig magtesløshed kan være årsag til, at kroppen tager over og siger fra”, som det blev sagt i udsendelsen.

Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder