Sport fylder meget i mange menneskers liv som både aktive udøvere og passive tilskuere.
Det kan nu være så som så med passiviteten fra tilskuerne, når sporten griber dem om hjertet. Da er de ikke længere kølige iagttagere eller et interesseret publikum, men medlevende og medfølende. Ja, nærmest ét legeme med deres hold for nu at bruge en nytestamentlig metafor med de nødvendige forbehold.
Det kan ganske vist udarte sig til sportsidioti, og som anden idioti er den fladpandet og snæversynet. Sport er godt, men det er ikke godt, hvis verden bliver sport.
En gang imellem sker det imidlertid, at sport bliver andet og mere end sport. Ja, ja, på højt niveau er sport også storstilet forretning, men sport kan ydermere blive et nationalt anliggende. En forenende kraft, en fælles glæde, en kollektiv fortælling. I vores del af verden gælder det først og fremmest fodboldspillet, og i vores land er der ingen, som glemmer sommeren 1992, da Danmark blev europamestre i fodbold. Kampen blev vundet af 11 mand på en bane i Sverige, men det meste Danmark var på banen i ånden og senere på banen for at fejre sejren og de hjemvundne helte. Og just finaledagen den 26. juni 1992 var emnet for DR 2 programmet ”24 timer vi aldrig glemmer - Europamestre”.
”H.C. Andersen kunne ikke have skrevet sådant et eventyr,” sagde en benovet Brian Laudrup, som blev kåret som turneringens bedste spiller. Nu havde den gamle digter en frodig fantasi, og forløbet svarer meget godt til titlen på et eventyr fra mesterens hånd, nemlig ”Det utroligste”.
Danmark kom som bekendt ikke bare med på et afbud, men på en udelukkelse af Jugoslavien, som på den tid opløstes i borgerkrig. Landsholdet var mere eller mindre gået på sommerferien, træneren Richard Møller Nielsen groft undervurderet, og Fodbolddanmark ventede vel bare på bedre tider. Da skete miraklet, den lille undertippede nation vandt guld mod alle odds og forventninger.
Tidligere på måneden havde et flertal af danskerne med Holger og konen sagt nej til unionen - et valgslogan, man heller ikke glemmer - ved at afvise Maastricht-traktaten, og senere viste Danmark også sin trodsighed på fodboldbanen.
Den sommer tabte unionen til nationen. Det politiske spil var selvfølgelig et andet end fodboldspillet, men ingen kunne nægte et vis samspil. Daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) blev kendt for udtalelsen: ”If you can't join them, beat them” (Kan du ikke slutte dig til dem, så tæv dem). Han havde nu helst set, at danskerne stemte ja til unionen og betegnede juni 1992 som politisk rædselsfuld. Det er en stadig frustration for visionære politikere, at folk ikke ved, hvad der er bedst for dem, når nu politikerne så udmærket ved det.
Jo, den sommer blev sjælden mindeværdig, og i denne avis kunne man den forgangne uge læse, at sejren i 1992 havde slukket sorgen fra 1864.
Sejren skulle således have fjernet vores småstatsmentalitet, og det synspunkt har noget for sig. En nation ranker sig ved sejr, og vi har brug for folk, som vil stå på mål for Danmark, ikke bare på fodboldbanen.
Jesper Bacher er sognepræst