LEVER MAN længe nok, bliver man gammel. Det er livets lov, og med alderdommen følger skavankerne. Tiden er ikke på helbredets side, og forfaldet kommer krybende.
Der er ganske vist mange rørige og raske ældre. ”Halvfjerdsindstyve er støvets år, den stolteste strid og møje,” skrev Grundtvig, men sådan behøver det slet ikke at være. Ikke desto mindre bliver vi mere skrøbelige med alderen, og kroppen taber sin gamle styrke.
Hvordan er det så at blive gammel og miste sine færdigheder? At sidde på et ældrecenter langt fra det liv, man engang havde? At være forhenværende, at have brugt sine chancer og have haft sin tid på arbejdsmarkedet, som udadfarende og selvhjulpen? Det havde Anders Agger sat sig for at undersøge i ”Indefra” ved at aflægge besøg på Fjordparken Ældrecenter i Ringkøbing.
”Vi har det med at ende på et ældrecenter omgivet af et lille udvalg af favoritmøbler. Det er rød stue – bare i den anden ende af livet,” hed i det omtalen. Ældrecenteret er i hvert fald den sidste af velfærdssamfundets institutioner, men den lettere infantiliserende sammenligning bød mig alligevel lidt imod. Vel har beboerne på ældrecenteret brug for varme hænder, men de åndsfriske skal ikke holdes i hånd på samme måde som børnene. I børnehaven gror der poder, på ældrecenteret står de gamle træer, ikke uden støtte, men værdigt og vægtigt.
Det bør dog retfærdigvis understreges, at Anders Aggers tilgang i ”Indefra” var respektfuld og indlevende, hans gode journalistiske vane tro. For nyligt har man også kunnet se ham med Anne Hjernøe i programrækken ”Anne og Anders i Mellemøsten”, og man må nok sige, at Agger var bedre på Fjordparken end i Mellemøsten, hvorfra reportagen til tider blev rigeligt idylliserende.
PÅ FJORDPARKEN MØDTE Anders Agger blandt andre den scleroseramte Niels Kildahl-Høgh, som havde virket ved landbruget i det vestjyske, og Ringkøbings gamle bankdirektør Axel Nielsen. Stovte folk med en stille humor, som ikke peb over tab af fordums førlighed og status. De delte et abonnement på Morgenavisen Jyllands-Posten, og Niels Kildahl-Høgh var noget af en læsehest ud fra det princip, at man ”aldrig skal holde op med at forstå”.
De herrers liv var gået ned i gear, men hvem siger, at livets fylde er en fuld kalender? Uden at lade sig førtidspensionere kunne omverden godt lære et og andet af folkene på ældrecentret.
Her var der også med Anders Aggers ord ”et slags liv”, og det ”behøver man ikke få et melankolsk sug i mellemgulvet over”. Her var der tikkende bornholmerure og landskabsmalerier, men også mennesker med et glimt i øjet og sans for livets goder. Døden var ikke langt borte, men Anders Agger mødte ingen dødbidere. Vel er ældrecenteret sidste stop, og mange sidder meget. Stillesiddende er imidlertid ikke det samme som forstenet. Var de end gamle liv på Fjordparken, så var der sjæleliv og nærvær i de mennesker, som var med i ”Indefra”.
Skulle alderdommen blive plejekrævende, så kan Fjordparken ikke være det værste sted at tilbringe sit livs aften.
Jesper Bacher er sognepræst.