I 1992 SKREV DEN amerikanske rockstjerne Bruce Springsteen en sang om kabel-tv med hele 57 kanaler. Og om frustrationen ved at zappe rundt og alligevel ikke finde ét eneste program, han gad se:
”We switched 'round 'til half past down / There was fifty-seven channels and nothin' on.”
Sangen randt mig i hu, da mit nye smart-tv blev koblet til i weekenden; via ”YouSee”-kablet blev lidt over 100 kanaler indlæst i hukommelsen, og hvad var vel mere fristende end at zappe dem igennem for at blive bare nogenlunde fortrolig med et tilsyneladende uoverskueligt udbud. Et par hurtige kanalrundfarter afslørede som frygtet, at forøgelsen fra omkring 30 kanaler på det gamle tv til de mere end 100 på det nye næppe giver en ligefrem proportional forøgelse af vedkommende indhold.
I Springsteen-sangen ender den frustrerede mand med at skyde sit fjernsyn i stumper og stykker, og da han tiltalt for at have forstyrret den offentlige orden skal forklare dommeren, hvorfor han trak sin ”.44 Magnum”, lyder det nøgternt: ”Fifty-seven channels and nothin' on”.
At pulverisere sit tv er naturligvis en tåbelig handling, men den siger noget om, at enhver i en informationstæt tidsalder bliver nødt til at skifte zapning ud med fokusering. Ikke kun på fjernkontrollen, men i det hele taget, når alverdens hastigt voksende informationsstrømme forsøger at fange vores opmærksomhed.
Jævnligt bringer medier beretninger om mennesker, som slukker for forbindelserne til omverdenen en dag eller to om ugen i jagten på et offline-liv. Alene behovet for at lukke helt af understreger afhængigheden af at være ”på”, så vi ikke evner at koncentrere os om nuet.
Selv oplever jeg det ofte i undervisning, ved møder eller på konferencer, hvor det tydeligvis er svært for mange at lytte til en endda spændende taler i blot en halv time. Opfordringer til at klappe computeren sammen, lægge iPad'en væk og sætte telefonen på ”fly-mode” - så den ikke har forbindelse med omverdenen - hjælper kun lidt; frygten for at miste en Facebook-opdatering, en sms eller et opkald overskygger evnen til at være hundrede procent nærværende.
Og jeg køber ikke en påstand om, at ”digitale henvendelser er lige så nærværende, som når vi er sammen ansigt til ansigt”. Det mener erhvervsforsker Søren Schultz Hansen, som i Politikenlørdag argumenterer for, at det især for unge er helt i orden at lade sig afbryde af en brummende telefon. Men Schultz Hansen overser, at ingen kan være koncentrerede om både at besvare en sms og føre en fornuftig samtale med et andet menneske på én og samme tid.
Derfor har vi - ikke blot unge, men alle med adgang til den almindelige informationstæthed - brug for at lægge zapperiet på hylden, fokusere og genopfinde nærværet.
Om det er digitalt eller ej er ikke afgørende. Selvom vi i det lange løb nok får mest ud af analogt nærvær, hvor almindelig menneskelig kontakt er det centrale. Uden 57 eller endnu flere forstyrrende kanaler.