”NATURSYN ER programmet på P1, som genforener lytteren med naturen,” hedder det i programomtalen.
Det lyder ambitiøst, og det er jo ikke sikkert, at genforeningen bliver lykkelig, for så vidt den overhovedet kan opnås gennem radioen.
Nuvel, kan programmet bidrage til at nuancere og fordybe vores natursyn, er det heller ikke så ringe. I mandags kunne man så høre en beretning om en konkret genforening med naturen, der viste sig mere disharmonisk end først antaget.
Det var miljøpsykolog Sus Corazon, som fortalte, hvorledes hun havde erhvervet sig en afsides beliggende bjerghytte i Italiens vilde natur for at starte et nyt liv under anderledes og primitive forhold.
Efter sine ph.d.-studier om naturens terapeutiske virkning ville hun ud at leve i den virkelige natur. Akademikeren vendte Nørrebro ryggen og vendte tilbage til naturen.
Men, som Sus Corazon sagde det, er den vilde natur ”ikke noget rart og venligt sted”. Naturen har sit eget liv og kan være både fremmed og skræmmende.
Sus Corazon måtte se sin oprindelige drøm lide skibbrud og lærte på den hårde måde, at hun manglede færdighederne til at begå sig i det nye miljø. Det simple liv i naturen er benhårdt arbejde. Sus Corazon fik stress og tog til København med en klinisk depression.
I KULTUREN ER DER ellers en gammel længsel efter naturen. Efter det enkle, harmoniske og elementære, væk fra kulturens forfængelighed og overfladiskhed, væk fra sædernes forfald og overflodens fordærv.
Tag for eksempel det græske landskab Arakadien, som allerede i oldtiden kom til at stå for den idylliske natur og det enkle hyrdeliv. ”Et in Arcadia ego” (Også jeg var i Arkadien) optræder som gravskrift i flere kunstværker fra barokken. Ja, engang var der liv og glæde.
I 1700-TALLET PRÆGEDE filosoffen Jean-Jacques Rousseau udtrykket ”tilbage til naturen” og betragtede naturen som en kilde til sandhed og harmoni i modsætning til civilisationens snærende bånd.
Men der er selvfølgelig forskel på naturen i brystet og livet i naturen, og i modsætning til Rousseau prøvede Sus Corazon også kræfter med det sidste.
Det var nu ikke, fordi Sus Corazon var blevet skræmt over alperne og tilbage til stenbroen. Hun havde tværtimod besindet sig på naturen som sin drøm snarere end at indrette naturen efter sin drøm.
Naturromantikken fik et skud for boven, men den nye naturrealisme havde givet anderledes fodfæste i det italienske bjergland, som i øvrigt blev suppleret med regelmæssige ophold i den københavnske metropol.
Sus Corazon måtte også indse, at hende akademiske kunnen ikke var til mere nytte i Italien, så hun var minsandten blevet snedker. Som fummelfingret bogorm lyttede man med en vis beundring. For nogle af os er der langt tilbage til naturen, og vejen fra skrivebord til høvlebænk ender blindt.
Ja, naturen er stor og mægtig og Guds gave, men den er ikke ren og rar. Der er også gået synd i naturen. Måske kan vi genforenes med naturen. Genforening med Eden må vente til Herrens dag.
Jesper Bacher er sognepræst