Kurt Strand: Niko Grünfelds exit er selvforskyldt

Det er vel ikke for meget forlangt, at en politiker lever op til et af sine egne og sit partis bærende principper, mener journalist og radiovært Kurt Strand

Niko Grünfeld trak sig i løbet af sidste uge som kultur- og fritidsborgmester i København, efter flere sager så dagens lys.
Niko Grünfeld trak sig i løbet af sidste uge som kultur- og fritidsborgmester i København, efter flere sager så dagens lys. Foto: Sofie Mathiassen/Ritzau Scanpix.

Var det et karaktermord med medierne i spidsen? Spørgsmålet blev stillet i søndagens ”Presselogen” på TV 2 News, efter at Københavns kultur- og fritidsborgmester, Niko Grünfeld fra Alternativet, i den forløbne uge trak sig. Angiveligt fordi presset blev for voldsomt efter afsløringer af rundhåndet indretning af borgmesterkontoret, fusk med CV’et og skiftende forklaringer på begge dele.

At sagen om Grünfelds farvel giver anledning til at diskutere mediernes rolle er både logisk og oplagt. Ikke mindst fordi den begyndte med et indslag i Radio24syv, som havde fundet ud af, at der var brugt 130.000 kroner på nyindretning af borgmesterkontoret. Og at manden i det indkøbte møblement havde pyntet på sine meritter med en påstået mastergrad i positiv psykologi.

Begge dele egentlig lidt ligegyldige, set i en større sammenhæng. Dermed også langt fra nok til at fælde en borgmester. Og så alligevel.

Pointen er nemlig, som Radio24syvs chefredaktør Jørgen Ramskov sagde i ”Presselogen”, at netop Alternativet gik til valg på ”at spare og være bæredygtige”. Og at ”kernen derfor er, om han gjorde det, han gik til valg på”.

Svaret er, at det gjorde han ikke. Dermed ryger troværdigheden; ikke mindst for et parti, som har slået sig op på at være anderledes og netop ikke være en del af det establishment, der ofte fremstår magtfuldkomment, tillukket og ødselt.

Og derfor var det et kluntet forsøg på at bortforklare, da Alternativets leder Uffe Elbæk i torsdags sagde til DR, at ”jeg har igen og igen sagt, at vi er et uperfekt parti med uperfekte mennesker. Betyder det så, at jeg synes, at fejl er godt? Nej. Vi laver fejl som mennesker. Spørgsmålet er, hvad det er for nogle politikere, vi vil have, hvis vi har så hårde standarder for dem”.

Vrøvl. Her er ikke tale om ”hårde standarder”. For det er vel ikke for meget forlangt, at en politiker lever op til et af sine egne og sit partis bærende principper.

Og netop principperne synes at være i frit fald i Alternativet. Ingen af de tre, som kandiderer til at overtage borgmesterposten, vil stille op til op til interview. Glemt er løfter om åbenhed og gennemsigtige politiske processer. Udskiftet med kontrolleret énvejskommunikation uden generende kritiske spørgsmål.

En lignende selvmodsigelse gælder det interne forløb op til Grünfelds farvel. Indtil videre er det således uklart, om han selv besluttede at gå. Eller om det var partifællerne, som væltede ham. Alternativets over 30.000 vælgere i København må nøjes med at gætte.

Men uanset årsagen er facit, at Niko Grünfelds exit er selvforskyldt. Og selvom medierne måske ikke har haft fat i verdens største sag, synes den at have været båret af Information-grundlægger Børge Outzes journalistiske læresætning:

”Bedre end at slå på en mand er det at kaste ham op i luften, så han falder ned og slår sig selv!

Kurt Strand er journalist, radiovært og ekstern producent af DR P1-programmet ”Mennesker og medier”.