Der var højspændt drama på bunden af Nordsøen, da fjerde afsnit af den norske serie ”Lykkeland” rullede over tv-skærmene søndag aften. Seriens unge helt, Christian, skulle sammen med et par dykkerkolleger fikse et par løse bolte i et olierør nede i dybet. Og selvom det ikke var svært at regne ud, at han nok skulle klare det, syntes intet at være givet.
Hvad der skete, og hvordan det blev forløst, skal ikke røbes her, for statistisk set er ikke alle ”Lykkeland”-seere på afsnits-omgangshøjde. Adskillige er formentlig slet ikke kommet i gang med serien, som fortæller en både forrygende og fascinerende historie om Norges forvandling fra at være Skandinaviens lidt tilbagestående broderland med dåsefisk på menuen til i dag at være det rigeste. Og måske også det lykkeligste.
Her midtvejs med fire afsnit tilbage synes serietitlen ”Lykkeland” nemlig ikke at være éntydig. For bag sluttressernes udsigt til mere velstand lurer også opbrud i kendte, trygge mønstre med håndhæklet ”Herren er min hyrde” i glas og ramme over sengestolperne.
Som tv-serie skriver ”Lykkeland” sig med eftertryk ind i en række af norske succeser fra de senere år. Mest kendt er ungdomsserien ”Skam”, som med enkle midler satte nye standarder for, hvordan en licensfinansieret public service-station som NRK kunne få fat i en af de absolut sværeste målgrupper.
Også ”Kampen om det tunge vand” fra 2015 – om nazisternes forsøg på at få fat i en afgørende ingrediens til udvikling af atombomber under anden verdenskrig – har været med til at placere Norge i toppen af tv-seriernes superliga. Ligesom både dokumentar- og spillefilm om den forfærdelige udåd på Utøya i 2011 har demonstreret, hvorfor en lidt nedladende holdning til norsk dramaproduktion for længst må være fortid.
Derfor er det godt, at de nordiske tv-stationer har fundet sammen om at prioritere hinandens serier, så der kommer flere tilbud på hylderne. Ikke mindst i konkurrencen med de store, internationale streamingtjenester, som har økonomiske muskler, der langt overgår de nordiske.
Hvad "Lykkeland" angår er der tilmed masser af genkendelighed. Vel er Stavanger ikke Korsbæk, men historien om udefrakommende forandringer, der vender op og ned på det kendte, er universel. Helt central er seriens ”Agnes Jensen”-figurer – der er nemlig to, Anna og Toril – som tegner til at blive lykkelandets sande helte. Den ene fordi hun har indset nødvendigheden af at kunne sprog og være med, der hvor det sker. Den anden fordi hun trods alle odds synes at være på vej til det helt store mønsterbrud. Imens må borgerskabets hensygnende dameklub nøjes med at se forundret til; ikke mindst da en af de faste omkring bordet pludselig er fraværende, fordi hun har fået job på byens stadigt mere travle Esso motormotel.
Det er, stadig uden at røbe for meget, norsk ”Matador” på højt niveau. Fortsættelse følger på DR 1 søndag. Eller på dr.dk/tv.
Kurt Strand er journalist, radiovært og ekstern producent af DR P1-programmet ”Mennesker og medier”.