Prøv avisen
Mediekommentar

Norsk opfølger til ”Skam” er værd at se

Der er grund til at glæde sig over norsk tv’s seneste satsning “Lovleg”, mener Kurt Strand. – Foto: NRK/DR

Af Kurt Strand

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

”KAN VI KØBE dine Kiwi-øl?”, spørger Sara sin kammerat Ivar. Han er nemlig gammel nok – over 18 år – til at købe alkohol i det lokale supermarked. Og da hverken Sara eller hendes fødselsdagsfejrende roommate, Gunnhild, kan fremvise nødvendig og dokumenterende legitimation, er der ringe udsigt til at få procenter indenbords. Ivar viser sig at være en flink fyr, så få øjeblikke senere har han spenderet hele kassen med 20 øl til Sara og Gunnhild. Mod, naturligvis, at sikre sig adgang til festen.

Scenen er fra den norske ungdoms- serie ”Lovleg” – lovlig – som for tiden sendes på DR 3 tirsdag aften. Denne uges afsnit, som blev sendt i aftes, og som desuden er tilgængelig på dr.dk/tv, tager som de foregående og kommende fat på letgenkendelige teenageproblemer. Ganske som med forgængeren ”Skam”, der nåede formidable tal med op mod en million seere i Norge til hvert af seriens i alt 43 afsnit.

OGSÅ HER I DANMARK blev ”Skam” en seersucces, ikke mindst på nettet. Og senere i denne uge er der premiere på teaterudgave nummer to på det københavnske Aveny-T.

Den gedigne succes skyldes uden tvivl, at der er masser af identifikation at hente for både målgruppen og deres forældre. Men der er mere end det, for tilrettelæggerne på Norges public service-tv, NRK, har som selvstændigt mål at give seerne mere end det forventelige.

Derfor er teenagere inddraget i tilblivelsen af tv-serierne allerede på et tidligt tidspunkt. Input via interviews og sociale medier bliver brugt til at give seerne det, de gerne vil have. Men også til at give dem noget, de ikke vidste de også gerne ville have.

En metode, som i øvrigt også blev brugt konsekvent i den danske børneserie ”Anna og Lotte”, der blev sendt på DR 1 fra 1979 til 2006. Seriens forfattere og dukkeførere, Hanne Willumsen og Iben Wurbs, lyttede til og iagttog jævnligt børnehavebørn for at gøre både talesprog og emner nærværende for målgruppen. Og da serien fyldte 25 år i 2004, var den fast inventar hos 87 procent af alle børn mellem tre og ni år.

NUTIDIGE serietilrettelæggere går – som antydet med de norske eksempler – noget mere sofistikeret til værks med brug af alle tilgængelige data om målgruppen. Data, der afleveres via sociale medier, søgemaskiner og streaming- tjenester som Facebook, Instagram, Google, TV 2 Play og Netflix. Og som kan bruges til at skræddersy tilbud med tv-serier, nyheder og film ud fra brugernes adfærd.

Mulighederne for at blive overrasket, for at se noget uventet eller uforudsigeligt bliver dermed reduceret til et absolut minimum. Kedsomheden lurer bag næste knap på fjernkontrollen. Så også derfor er der grund til at glæde sig over norsk tv’s seneste satsning med ”Lovleg”. Seertallene er endnu ikke på højde med forgængerens, men det er til gengæld ambitionsniveauet og opskrifterne på succes hos tilrettelæggerne i Marie-lyst, NRK’s hovedkvarter i Oslo.

Kurt Strand er journalist, radiovært og ekstern producent af DR P1-programmet ”Mennesker og medier”.