Kære redaktører af tv-kanalernes kulturprogrammer. Læs venligst det følgende som et godt råd fra en faguddannet korpussølvsmed fra 1950’erne. Efter fire år i mesterlære fik jeg med et svendebrev i hånden i et par år lejlighed til at arbejde inden for et såkaldt ædelt kunsthåndværk.
Det var lige inden, rustfrit stål og plastic i 1960’erne for alvor blev indført i den almindelige danske husholdning i form af langt billigere spisebestik, skåle, kander, fade og lignende.
Selvom det selvfølgelig er ejendommeligt at være uddannet i et fag, der strengt taget ikke mere er brug for, så har jeg i utallige andre sammenhænge været taknemmelig over i mine teenageår at have gennemgået en trods alt identitetsgivende og meningsfuld disciplinering.
I de mest påvirkelige leveår fik jeg udviklet en praktisk sikker sans for værktøjsbrug og materialer samt en kunstnerisk evne til i ovensstemmelse hermed at proportionere og formgive vidt forskellige emner.
Der er ingen tvivl om, at utallige seere også i dag – og måske især efter de seneste årtiers mere eller mindre fremmedgørende udvikling af den digitaliserede og automatiserede industrialisering – interesserer sig for og fornemmer den særlige betydning af, ”at der har været et menneske bag et udtryk, der definerer et unikt formsprog eller en unik fortælling, som du ikke får i et masseproduceret produkt”, som det i onsdags i Kristeligt Dagblad blev formuleret af Pia Wirnfeldt, museumsdirektør for Clay Keramikmuseum Danmark i Middelfart.
Anledningen var, at der med indledningen af endnu et håndværksorienteret konkurrenceprogram, ”Keramikkamp” på TV 2, hvoraf afsnit to blev vist samme aften, nu kan opregnes en hel stribe af helt ensartede serier.
De er ejendommelige derved, at de nærmest naturstridigt foregøgler seerne, at det er rimeligt at afholde danmarksmesterskaber i bagning, konditori, madlavning, smykkekunst, portrætmaleri, møbelarkitektur,
På næsten samme måde som det gælder for sang, musik og dans, så er der jo tale om ikke-målbare discipliner.
Selv med anvendelse af tidsfrister og stopure, så forbliver vurderingerne meget subjektive og kåringerne sært vilkårlige og absurde.
Og her er da mit råd: Nu ikke flere kunstigt stressede kapløb mellem ”harer” og ”skildpadder”.
Glem ikke, at når mange af os nu ikke mere vil se Tour de France som førhen, så er det, fordi der ikke længere vil være en Jørgen Leth til at fortælle om de franske historiske byer og maleriske landskaber.
Giv os dvælende billeder af arbejdende hænder, og giv os skildringer af alle detaljer i virkeligt interessante arbejdsforløb.
Det andet ville svare til, om man ”nøjedes” med forjagede konkurrencer om, hvem der er bedst: Bonderøven eller Søren Ryge, Adam eller James Price, Rane eller Eske Willerslev?
Eller: Hvem er danmarksmester i tv-vejrudsigter
Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder.