I de seneste 10-15 år er genren vokset nærmest eksplosivt, og siden komiker Casper Christensen for alvor skød bevægelsen i gang, er identiteten som grænseoverskridende stand-upkomiker blevet en af de mest prestigefyldte.
Tonen kan være både hård og ubehagelig. Ikke fordi den særlig ofte angriber magthavere og andre, der skal tåle mosten, men fordi den ud over den evige underlivsfiksering dyrker en hånende stil over for dem, der er anderledes.
LÆS OGSÅ: Den religiøse satires glemte historie
Latterliggørelsen af nørder og skæve eksistenser har længe været en udbredt fornøjelse. Der er ikke megen varme til stede, og en stor del af nutidens satire rummer faktisk tegn på en vis forråelse. Samt en så stor fortrolighed med at være en del af medieverdenen, at man har svært ved at indse, hvad man kan tillade sig.
Hvilket udpræget kommer til udtryk i TV 2s sene aftenprogram Natholdet, der simpelthen er bygget op omkring udstillingen af sagesløse. Og hvor stort set intet er for lavt.
I England og Australien har man nu fået sin egen medie-satiresag. To australske journalister ringede forleden til hospitalet i London, hvor hertuginde Kate var indlagt, og udgav sig for at være dronning Elizabeth og prins Charles. Forbløffende nok lykkedes det, de blev stillet igennem, og sygeplejersken, der lod sig narre, begik et par dage senere selvmord.
Det er en ekstrem sag, der har indledt en diskussion om, hvad der kan forsvares i mediernes humoristiske navn. De to journalister er knust og har gentaget, at det hele jo kun var for sjov, og man sidder da også med en tanke om, at sygeplejersken kan have haft andet at slås med, siden hun handlede så drastisk.
Men en pointe i alt dette er, at mange af de unge, der i dag som noget naturligt lever deres liv i medierne, kan miste fornemmelsen for den magt, de sidder med. For dem er det bare for sjov, mens det for andre kan være en komplet chokerende oplevelse at blive eksponeret. Tilmed uden selv at vide det.
Ærefrygten for mediet er i dag blandt de unge på retur, og dermed ryger også en stor del af betænkeligheden ved selv at blive udstillet og gjort til grin. Som vi oplever det i diverse talentshow ikke mindst i X Factor, der desværre snart på ny indledes på DR 1 hvor mange unge synes at sætte eksponering over værdighed. Skamfølelsen kan senere melde sig, men her og nu er der ingen grænser, og det er en lignende mentalitet, der præger satiren.
De fleste midler kan bruges, hvis blot det skaber opmærksomhed og endnu et billigt grin. Man skal ikke dømme de to australske journalister for hårdt. De havde ingen mulighed for at forestille sig konsekvenserne af deres indfald. Men de afslører for os, at der efterhånden kan være langt mellem den unge mediementalitet og det behov for integritet, der stadig findes iblandt os. Vi er igen blevet mindet om, hvilket grusomt våben satiren kan være i hænderne på de tankeløse.
Sørine Gotfredsen er præst, journalist og forfatter