Flygtninge i milliontal og milliarder af kroner til våben. Det svimler for os, når vi igen og igen oplever, at astronomiske talstørrelser modstilles. For u-landsbistanden betyder besparelser på et par hundrede millioner noget fatalt. Andre steder skattesvindles der med milliarder, tilsyneladende uden følgevirkninger.
Når der i løbet af et par år omkommer cirka 12.000 af ebola i Vestafrika med befolkninger på sammenlagt over 20 millioner, opleves det nærmest som en alarmerende global trussel. Når eksempelvis luftforureningen hvert år herhjemme forholdsmæssigt er årsag til mindst lige så mange dødsfald (ca. 3-4000), så er vi tilbøjelige til blot at tage det til efterretning som noget uafvendeligt.
I en helt anden sammenhæng kan vi i Danmark registrere helt andre talforhold, som kan forstyrre vores proportionssans. Jeg tænker på forholdet mellem Danmark og Grønland. Danmarks område er på cirka 43.000 kvadratkilometer. Grønlands er på cirka 2.200.000 kvadratkilometer. I Danmark bor der cirka 5.600.000, i Grønland cirka 56.000. Det samme som i Vejle.
Som det blev sagt torsdag aften i DR 1's første af fire udsendelser med titlen ”Anders Lund Madsen i Den Yderste By”: Så kan det altså ikke blive meget mere forskelligt. Efter nu i flere uger at have været optaget af konflikter mellem broget sammensatte befolkninger i milliontal var det en stor kontrast at møde et bysamfund med få hundrede indbyggere.
Ittoqqortoormiit (”Stedet med de store huse”), engang kendt under det danske geografiske stednavn Scoresbysund, hører med en afstand på 800 kilometer til nærmeste naboby til blandt Grønlands mest isolerede byer. Stedets lidt over 170 træhuse er beboet af omkring 470.
En mildt sagt overskuelig del af en mildt sagt uoverskuelig verden. Alt efter temperament kan lokaliteten karakteriseres som ”dér, hvor solen aldrig går ned om sommeren”, eller ”dér, hvor solen aldrig står op om vinteren”. Man skal være gjort af et særligt stof for at kunne trives på de kanter. Tiden går anderledes. Stilheden er overvældende.
Tore Andreasen er gjort af et sådant stof. Han har boet der siden 1960'erne: ”Tanken om hver dag at tage med S-toget fra Hillerød til København med en mappe under armen skræmte mig.” Og som Anders Lund Madsen bemærkede: ”Her er masser af ingenting, og dog går man ikke ud uden at have en riffel over skulderen.”
Der er en ugentlig helikopterforbindelse. Byen ligger ellers i nogle henseender uden for lands lov og ret. Alle kender alle. Meget tilgives. En ung kvinde, Aviaja, havde dog måttet vidne mod sin far på grund af seksuelle overgreb. Sådan afspejler udfordringer i et lille samfund tit et større samfunds problemer.
Udsendelsen var kun få steder forsynet med umotiveret underlægningsmusik. Især når der er tale om landskaber, hvor netop stilheden fremhæves som noget karakteristisk, burde den slags undgås. Jeg ser dog meget positivt stemt frem til de kommende tre serieafsnit.
Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder