Prøv avisen
Mediekommentar

Nytårstale-tomgang fra Fredensborg Slotsplads

Fredensborg Slot dannede rammen om Dronningens nytårstale. - Foto: Keld Navntoft

Optakten til dronningens nytårstale var præget af tomgang, mangel på substans og for meget sendetid, mener journalist Kurt Strand

”TROR DU, AT Dronningen vil komme ind på nogle af de begivenheder, du har dækket i årets løb?”

Spørgsmålet blev stillet til TV 2's garvede altmulig-korrespondent Ulla Terkelsen 1 time og 20 minutter før dronning Margrethes tale nytårsaften. Ikke overraskende måtte svaret være baseret på formodninger og gætteri - ganske som de fleste af de umådelige strømme af ord, som både TV 2 og DR 1 diskede op med i skarpt projektørlys på pladsen foran Fredensborg Slot, hvor regenten holdt sin 43. nytårstale.

At talen for første gang i 34 år blev holdt i den lille nordsjællandske stationsby, var naturligvis en historie i sig selv på de to konkurrerende kanaler, som med stort set ensartede vinkler på både billeder og journalistik dermed fik i det mindste en lille smule substans at dyrke. Og for TV 2 - som begyndte sin opvarmning en halv time før DR 1 - gav det således god mening at kunne se det hele lidt fra oven takket være den ellers lidt hensygnende nyhedshelikopter.

Imidlertid kunne hverken helikopter, interview med forventningsfulde fredensborgere eller klip fra tidligere års taler på hverken den ene eller anden kanal dække over, at værterne Natasja Crone (!) og Morten Ankerdal på TV 2 og Tine Götzsche og Mark Stokholm på DR 1 var sat på nærmest umulige opgaver, hvor det hele mest af alt handlede om at få tiden til at gå:

”Nu er der kun lidt under en time til Dronningens nytårstale”, lød det sigende og forhåbningsfuldt på TV 2, da yderligere 54 minutters fordrivelse af ventetiden var tilbage. Dermed kunne gætterierne om talens indhold fortsætte med uformindsket styrke, og da Familie Journalens chefredaktør, Anette Kokholm, om begivenhedens betydning konstaterede, at ”på denne aften samles vi om Dronningens nytårstale”, leverede hun en vigtig brik til forståelsen af de mange og lange sendeminutter:

De royale formaninger - i år henvendt til blandt andre skoleelever, asylstrammere og debatmobbere - bliver nemlig set og hørt af omkring to millioner. Så mange er en absolut sjældenhed, og fordi talen bliver sendt synkront på de to store kanaler, gælder det naturligvis om at gafle sig så stor en seerandel som overhovedet muligt. I flere år har der været tendens til, at de fleste har fulgt Dronningens ord på DR 1, og derfor måtte der på TV 2 gøres en særlig indsats for at lokke seerne til og for at holde på dem.

Uomgængeligt skulle opvarmningen - uanset manglen på substans - på den småkolde slotsplads derfor begynde i god tid før DR 1. Nogenlunde samme logik er anvendt af begge kanaler ved de senere års valg til folketing, kommuner og EU-parlament.

Og når dette års folketingsvalg finder sted senest i begyndelsen af september, vil der med stor sandsynlighed blive sat nye standarder for, hvor tidligt reportere, studieværter og kommentatorer skal i gang med at rapportere, interviewe og vurdere uden at have egentlig substans at forholde sig til.

Rationelt er det absolut ikke. Alligevel er tomgang, mangel på substans og for meget sendetid kommet for at blive. Nytårstale-tomgangen fra Fredensborg Slotsplads vil blive gentaget i mange varianter.