”MON IKKE han får en Cavling igen”, lød den umiddelbare reaktion fra kær journalistkollega, da regeringen torsdag i sidste uge besluttede at sende Tibetkommissionen tilbage i arbejdstøjet. ”Han” er Jesper Tynell, som for P1’s Orientering i de seneste måneder har gravet i årsagerne til, at en række muligvis afgørende mails ikke var med, da kommissionen fra 2015 til 2017 kortlagde forløbet om politiindgreb i en lovlig demonstration i København i 2012.
Demonstrationen var rettet mod Kinas præsident Hu Jintao, der var på officielt besøg, og som åbenbart ikke måtte se tibetanske flag. I hvert fald blev flagene – som vist i et klip, der nok er det mest brugte på tv i de seneste måneder – revet fra demonstranterne af politifolk, der havde fået ordre til at gribe ind.
Hvem i den øverste politiledelse eller i regeringstoppen, der gav ordren, er aldrig blevet klarlagt. Men en række mails – der først var slettet, så forsvundet og som nu er dukket op – rummer måske svaret. Og det skal den genoplivede Tibetkommission finde ud af.
MAIL-HISTORIEN har det seneste halve års tid jævnligt været på menuen, ikke bare i Orienterings daglige udsendelser. Men også i en række andre medier, der har nydt godt af den grundighed, som præger Jesper Tynell. Med aktind sigter, læsning med lup og mod til at stille ”dumme” spørgsmål har han i indslag efter indslag gjort det umuligt at ignorere, hvad der ligner et magtmisbrug på bananstatsniveau.
Jesper Tynell, Orientering og DR har dermed spillet rollen som samfundets ”fjerde statsmagt”. Den kontrollerende. Vagthunden, der sikrer, at ingen snyder på vægten. Som altid hyldes, når redaktører, politikere og andre gode demokrater holder skåltaler for hinanden ved festlige lejligheder. Men som i praksis har det svært, fordi den slags journalistik koster både penge og tålmodighed. Og fordi det med den seneste udgave af offentlighedsloven – som et bredt folketingsflertal vedtog i 2013 – i praksis er blevet noget nær umuligt at kigge for eksempel ministre i kortene. Så med mængden af forhindringer er det intet mindre end imponerende, at det er lykkedes at få genstartet kommissionen.
FAKTISK ER DET mindre end to uger siden, at De Konservatives justitsminister, Søren Pape Poulsen, slog fast, at der sådan set ikke var grund til at foretage sig noget. Men med et pludseligt fund af mailarkiver var der ingen vej udenom. Søren Pape Poulsen måtte lægge ansigtet i folder, så det lignede den selvfølgeligste sag i verden at genåbne kommissionsarbejdet:
”Der kan ikke findes to holdninger i den her sag om, at det her skal afklares,” lød det handlekraftigt fra ministeren torsdag i sidste uge.
Lidt sært i øvrigt, at en formand og minister i et lov og orden-parti – som siden 1993 har været på nedtur efter Tamil sagens sviende lussing – ikke af sig selv kunne finde ud af, at det nok var en god idé. Så også af den grund godt med nyttig journalist-hjælp til justits-Pape.
Kurt Strand er journalist, radiovært og ekstern producent af DR P1-programmet ”Mennesker og medier”.