Når tale om døden bliver for letkøbt og klichefyldt

Studievært Mikkel Munch-Fals fra prgrammet ”Livet efter livet”
Studievært Mikkel Munch-Fals fra prgrammet ”Livet efter livet”.

FOR ØJEBLIKKET sendes der en ikke uanseelig mængde programmer om døden i både tv og radio. Der sættes spørgsmålstegn ved, hvad der sker, når vi dør, og hvad der sker, efter at vi er døde.

Selvom programmerne tilsyneladende søger at nedbryde det tabu, der findes omkring døden, er jeg ikke helt sikker på, at det vil lykkes ud fra den tendens, vi ser i tiden nu. For det bliver let en dans om emnet, der snarere skaber en distance, end det skaber indsigt.

Søndag aften viste DR 2 sit andet program i serien Livet efter livet. Hen imod programmets slutning pointerede værten, Mikkel Munch-Fals, at vores forhold til døden er blevet sensationspræget. Vi hører kontinuerligt om døden i nyhedsstormen, men hele tiden som noget, der ligger fjernt fra de flestes virkelighed: Der falder bomber i Syrien, som koster mange menneskeliv, og jordskælv og oversvømmelser fører mange steder døden med sig. Men det er situationer, som ikke berører vores lille og nære verden. Derfor kan vi fastholde vores forhold til døden som distanceret, for billederne, vi ser, og historierne, vi hører, har ikke rigtigt noget med os at gøre.

LÆS OGSÅ: Magre sorte og hvide ansigter og et smadret Berlin

Nu kunne man godt tro, at Livet efter livet så netop ville være et program, hvor man gik et skridt tættere på, så det kom til at handle om det almindelige menneskes død. Og det var det da også i glimt. Desværre indledtes programmet med et interview med en hjernekirurg, der havde haft en vidunderlig nærdødsoplevelse. Desværre fordi det let bliver en kliche, når en videnskabsmand bliver omvendt og pludselig kan se en anden verden end videnskabens. Men han fik ikke lov til at være den eneste, der kom til orde. Flere umiddelbart helt almindelige mennesker fortalte om deres personlige enten gruopvækkende helvedesoplevelse eller smukke paradiserfaring.

En forklaring på de divergerende oplevelser blev givet af en neuropsykolog fra Aarhus Universitet, og den byggede på teorien om, at man med sin egen bevidsthed skaber den nærdødsoplevelse, som man efterfølgende har en erfaring af.

Oplevelser af en sådan karakter er i sagens natur individuelle, og derfor kan vi nemt lægge afstand til det, vi ser og hører. Programmets hensigt var måske nok at fjerne dødsangsten og dermed være et forsøg på at give seerne et mindre kompliceret forhold til den ukendte død. Men desværre skete der det for programmet, som for andre lignende programmer, at det blev for letkøbt og klichefyldt. For hvad kan vi bruge disse personlige nærdødsoplevelser til andet end til at beskrive, hvad det enkelte menneske har oplevet?

Hvis Gud findes, er livet efter livet forhåbentlig ikke dannet af den enkeltes bevidsthed, men den tanke kræver, at vi slipper den menneskelige trang til kontrol.

Måske har vi svært ved at tale om døden, fordi det forudsætter, at vi slipper magten, og det er næsten lige så angstfremkaldende som døden selv. Derfor tripper vi rundt om emnet på alle tænkelige måder.