Og i det fjerne hørte jeg telefonerne ringe

En journalist udfoldede i radioen historien om, hvordan hendes far kom på plejehjem efter en voldsom hjerneblødning. Leif Hjernøe lyttede med særlig taknemmelighed

Journalist Anna Katrin Nørgaard har fortalt historien sammen med sin far, der er på plejehjem efter en hjerneblødning.
Journalist Anna Katrin Nørgaard har fortalt historien sammen med sin far, der er på plejehjem efter en hjerneblødning. Foto: Bjarne Bergius Hermansen/DR.

”FAR, DU SKAL PÅ PLEJEHJEM”. Sådan lød titlen på den P1-udsendelse, jeg lige nåede at foromtale i disse spalter før pinse, og som blev sendt kort før middag i går. Det viste sig at være en af den slags radiomontager, som man lytter til med særlig taknemmelighed.

Tak til journalist Anna Katrin Nørgaard og hendes far, forhenværende højskoleforstander Jørgen Nørgaard for, at de så beredvilligt stillede deres dyrekøbte erfaringer til rådighed. Midt i et belastende skæbneforløb, har de nu givet en vanskelig familiesituation et meningsfuldt indhold.

Sådan kan det jo heldigvis gå, når det igennem livet lykkes at få sat ord på, bearbejdet og erkendt, hvad der er at sige om årsager og virkninger før, under og efter ulykker, kriser og sygdom. Ved fælles praktisk hjælp, tålmodig lytten og fordomsfri omtanke kan det ellers meningsløse modvirkes.

Udsendelsen gav et nærbillede af et eksemplarisk far-datter-forhold. Effektivt, begavet, åbent, ærligt samt først og sidst kærligt. Det var smukt og meget lærerigt. Da jeg selv er godt oppe i årene, kunne jeg et meget langt stykke identificere mig med hovedpersonen.

Man er jo en stædig rad. Vil helst klare sig selv. Også selv om haven er lidt for stor, roderiet griber om sig, stakkene af bøger og avisbunkerne fylder for meget. Og når morgendagen bliver ved med at forløbe som gårsdagen, så er det kun alt for let at fortrænge, at sådan bliver det ikke ved.

Med ét slag var det forbi for den berejste, livsduelige, selvhjulpne Jørgen Nørgaard.

Han fandt pludselig sig selv ramt af en hjerneblødning, hjælpeløst alene på et koldt badeværelsesgulv. Tre-fire døgn gik der, inden andre fandt ham stærkt forkommen, med en kropstemperatur på 34 grader.

”Det var koldt og mørkt. Og i det fjerne hørte jeg telefonerne ringe,” fortalte han.

Situationen kunne have været undgået, ved hjælp af indøvede enkle rutiner: Ring dagligt til de nærmeste. Aftal O.K.-signaler med naboen med tændte lys eller ved at trække gardiner for og fra til aftalte tider.

Hav altid en opladet mobiltelefon inden for rækkevidde.

Der blev givet tidstypiske eksempler på problemer med, at familier ofte er fordelt over hele landet, hvis de over-hovedet er i landet. Familier kan også være splittede af mange andre grunde. Det var der nu ikke tale om her. Der havde eksempelvis været en livlig mail-kontakt.

Udsendelsen mundede ud i en positiv skildring af Jørgen Nørgaards flytning til datterens nabolag. Han bor nu på plejehjem. Noget han tidligere ellers havde frabedt sig.

Han fastholder tilmed et håb om igen at komme ud at rejse. Og beder om, at man ikke lukker af for dette håb, selv om han godt kan se, at det måske ikke er realistisk.

Da jeg, som Jørgen Nørgaard gør det, holder af at udveksle anbefalinger af tv- og radioprogrammer, forstod jeg hans ærgrelser over plejehjemmets dårlige elektroniske modtageforhold. Sådanne livliner skal da også være i orden!