Antimobning kalder på et kritisk blik

ET AF DANSK litteraturs mest berømte mobbeofre må være Tykke fra Morten Nielsens digt ”Skæbne”. Det var Tykkes skæbne at blive latterliggjort og ekskluderet fra fællesskabet i skoletiden. Udstillet i klassen og afvist af pigerne, men som nazist fandt Tykke den anerkendelse, han savnede, og frihedskæmperen Morten Nielsen skriver:

”Nu er du noget, Tykke! Mand og partikammerat/Og hvis vi en dag skal til muren, så er din hånd parat/Parat til at smadre et knojern ind i min mund, når du slår/for nu vil du dræbe, Tykke, alle de onde år”.

Det er ikke alle mobbeofre, der tager hævn som Tykke. Mange bærer deres lidelser i stilhed og taler ikke højt om deres sjælear. Men mobning fortjener at komme frem i lyset. Kun sådan kan uvæsenet konfronteres og bekæmpes.

Og det var netop mobning, som var et af emnerne, da forfatteren Katrine Marie Guldager mødte forfatter og tidligere standupkomiker Sanne Søndergaard i programmet ”Ping Pong”.

Sanne Søndergaard fortalte, at hun var holdt op som standupkomiker, fordi hun i miljøet havde fået stemplet ”kælling” og erfaret, at hendes talent ikke kunne slå hendes køn.

Sanne Søndergaard beskrev sexismen som en mobbeform, og Katrine Marie Guldager erklærede, at mobning var et problem rigtig mange steder i Danmark. Der var den klassiske skolegårdsmobning, men også voksenmobning og familiemobning. Et udtryk, som Katrine Marie Guldager vist selv var ophavskvinde til. Det var også Katrine Marie Guldager, som betegnede mobning som en forfærdelig social dynamik, der opstår, ”når man definerer sig på at ekskludere nogen”. Sanne Søndergaard anførte, at de privilegerede, ikke mindst hvide mænd, kunne være blinde over for andres gruppers følelse af udelukkelse: ”Nogle gange skal man bare lukke røven, når de, som ikke har privilegierne, taler.” Men der skal selvfølgelig også være nogen, som skal fortælle de privilegerede, at de skal lukke i. Et privilegium, som Sanne Søndergaard tydeligvis var i besiddelse af.

Nu er der ikke noget godt at sige om mobning, men også antimobning kalder på et kritisk blik. Katrine Marie Guldager talte om faren ved de ekskluderede fælleskaber, men fællesskaber har visse definerende og dermed også ekskluderende grænser. Alle kan ikke meningsfuldt være med i alle fællesskaber.

I nogle fællesskaber kan man blive medlem. I andre fællesskaber kan man aldrig blive medlem, fordi man for eksempel ikke har den rette alder, køn, evne eller baggrund.

Jeg lever for eksempel fint med, at jeg ikke kan være med i et børnekor, en kvindegruppe, Mensa eller Danmarks Adelsforening. Til gengæld har Ældre Sagen til min irritation tilbudt mig medlemskab. Det er ikke alle fællesskaber, man er klar til at blive inkluderet i.

Under alle omstændigheder er det vigtigt at skelne mellem mobning som nedgørende chikane og den mangfoldighed af meninger og fænomener, som vi møder og sommetider støder os på. Det er ikke mobning at blive modsagt, men det er mobning at blive undsagt som medmenneske.

Jesper Bacher er sognepræst.