Prøv avisen

Oh, den vej til Mandalay, fuld af flyvefisk i leg

den burmesiske demokratiforkæmper Aung San Sui Kyi. Foto: Voja Miladinovic

POPGRUPPEN FOUR JACKS og senest sangeren Kim Larsen har sunget den. Lettere dramatiseret og pågående rytmisk. Ældre lyttere til radioens ønskeprogram Giro 413 vil dog nok især huske den nu mere end 70 år gamle indspilning af Mandalay med skuespilleren Mogens Wieth (1919-1962).

Vemodigt følsomt, på klassisk dansk, til et enkelt akkompagnement af guitaristen Berthel Skjoldborg fik danskerne på bedste måde leveret digtet The Road to Mandalay fra 1892. Skrevet af den engelske nobelpristager Rudyard Kipling (1865-1936).

I Kai Friis Møllers oversættelse og til Erling Winkels uforglemmeligt iørefaldende melodi lød de første linjer sådan: Ved den grå Moulmein pagode, med sit blik mod havets blå,/ sidder der en Burma-pige, det er mig, hun tænker på.

Tekstens seks vers slutter alle med refrænet: Oh, den vej til Mandalay, fuld af flyvefisk i leg, og hvor solen brød som torden frem bag Kina-bugtens kaj!. Den er typisk for sin tid. En engelsk kolonisoldats længsel efter erotiske eventyr, som den dag i dag forbindes med regionens lande: Thailand, Cambodja, Laos og altså Burma.

Jeg gør her så meget ud af Kiplings tekst, fordi jeg gætter på, at hans digt gengiver et billede af Burma, der rummer den almindeligste viden og forestilling om Myanmar, som landet også kaldes: et kønt, grønt land med tågede rismarker, solfyldte kyster, palmer, tempelklokker og smukke piger. Den, som Østen først har kaldt på, kan kun trække der sit vejr!.

LÆS OGSÅ:Myte, gåde og antikommunist

I dag er det omsider igen muligt frit at besøge Myanmar og skaffe sig indsigt i et land, der afspejler forhold, som har med andet og mere at gøre end med overfladisk badevandsturisme og udspekuleret bordelvirksomhed. På få år er det lykkedes Myanmar at gennemgå en eksemplarisk udvikling.

Fra at være et brutalt undertrykkende, lukket militærdiktatur fremtræder landet nu som et åbent demokrati. Ytringsfrihed, og hvad dertil hører af respekt for de mest basale menneskerettigheder, præger samfundet. Tænk, om en lignende udvikling havde fået lov til at finde sted i Syrien!

DRs modigt spørgende og skarpt formulerede journalist Eva-Marie Møller har lavet en todelt P1-serie Burma på vej. Jeg hørte i søndags genudsendelsen af den første del med største interesse. Den udmærkede sig ved at være et stærkt oplysende vidnesbyrd om et før og et efter i Myanmars demokratiforkæmper Aung San Sui Kyis skæbneforløb.

Hun sad i husarrest i 20 år. Herunder lykkedes det Eva-Marie Møller dristigt at besøge hende i Yangon i 1999. I 2010 løslod Myanmar-generalerne overraskende Aung San Sui Kyi og indledte nogle gennemgribende reformer af landet.

Samtidig slettedes de omkring 2000 udlændinges navne fra den sorte liste, som Eva-Marie Møller siden 1999 havde befundet sig på. Hun kan derfor i dag fortælle frit og uhindret om, hvordan for eksempel militærdiktaturets mest grusomme fængsel af alle steder havde sin adresse i Mandalay!

Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder