Det er en klassisk disciplin, der i min tid på Journalisthøjskolen udgjorde noget, som mange i særlig grad drømte om.
At være den udsendte reporter på stedet, der trodser alle farer for sandhedens skyld. Og de er talrige derude, for det ses i nyhedsverdenen som vitalt at kunne stille om til et menneske midt i dramaet. Af samme grund er det oplagt i disse begivenhedsrige dage at overveje, hvad de udsendte egentlig siger, og sagen er, at det ofte bliver til forbløffende lidt. Som for eksempel onsdag aften, da DR’s Johannes Langkilde fra Demokraternes konvent i USA fortalte, at Hillary Clintons store opgave er at fremstå som et menneske af kød og blod.
Vært, Ask Rostrup, bad hjemmefra om en uddybning, hvorpå Langkilde sagde, at Clinton jo skal slå Donald Trump, og derfor skal hun overbevise vælgerne om, at hun er et menneske af kød og blod. Frem og tilbage er lige langt. Eller DR’s Oliver Routhe Skov, der samme aften var placeret i Frankrig, hvorfra han skulle svare på, om det efter det seneste terrorangreb i Normandiet mon vil lykkes myndighederne at skabe tryghed i befolkningen. Skov forklarede, at det nok bliver svært, da man jo ikke kan placere tusindvis af betjente overalt, og man må erkende, at seerne ofte spises af med løs snak af en kaliber, der kunne foregå ved ethvert cafébord.
Hvad enten det bunder i mangel på tid eller mangel på viden, fremstår omstillingen til den udsendte ofte som et lidt tomt ritual, og uden at blive alt for kry vil jeg hævde, at jeg kunne præstere stort set det samme efter at have læst et par aviser og vendt situationen med taxachaufføren på vej til gerningsstedet.
I hvert fald må man opfordre ledelsen både i DR og på TV 2 til, at man efterstræber at have det samme menneske placeret ét sted over længere tid. Ellers udvikles for mange af typen Ulla Terkelsen, TV 2, der har gjort det til et varemærke at være på evig rundflyvning i Europa, hvilket bestemt præger hendes afrapporteringer, der af og til mest minder om en blanding af en turistguide og dagens let læste leder.
Til sammenligning har en journalist som Lotte Mejlhede som TV 2’s faste kvinde i Bruxelles udviklet en klædelig autoritet. Man mærker, at hun efterhånden kender stedet på egen krop og ville kunne sige mere, end der lige nu er tid til, og det hænder jævnligt, at man føler sig oplyst af at lytte til hende.
Midt i alt dette er der ingen tvivl om, at den udsendte reporter også ses som en figur, der simpelthen skal skabe dynamik i en udsendelse. Som bekendt har nutidens nyhedsprogrammer over sig et kraftigt strejf af underholdning, og det er nu engang sjovere at se på en journalist, der står foran Eiffeltårnet frem for at sidde hjemme bag et skrivebord.
Men netop fordi de udsendte fylder så meget og næsten udgør indbegrebet af journalistisk identitet, kan reporteren på stedet, hvis indholdet blegner, være i fare for at gøre sig selv til en parodi.
Og det var næppe det, man engang gik rundt som journalistelev og drømte om.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør