Gotfredsen: Sportsjournalisters skrigeri viser, at hæmningsløs tilkendegivelse er blevet norm

I de utallige klip, der viser svømmeren Pernille Blumes guld-sejr ved OL, hører man DR’s kommentatorer opføre sig på en måde, der tidligere ville have været utænkelig, skriver Sørine Gotfredsen. Den professionelle selvbeherskelske er i dag et tilbagelagt stadium

Det er interessant, at OL-guldvinderen Pernille Blume selv i løbet af weekenden midt i sin lykke har fremstået som den mest besindige, skriver Sørine Gotfredsen.
Det er interessant, at OL-guldvinderen Pernille Blume selv i løbet af weekenden midt i sin lykke har fremstået som den mest besindige, skriver Sørine Gotfredsen. Foto: Xinhua/Liu Dawei.

AT SPORT OG STORE FØLELSER hænger sammen, er ingen nyhed, og i denne weekend blev det atter bekræftet.

Da den 22-årige svømmer Pernille Blume overraskede alle ved at vinde guld ved De Olympiske Lege i Rio, indtraf det hidtil største danske olympiske øjeblik. På en 50 meter lang distance, hvor Blume trak vejret to gange i løbet af 24 sekunder, skiftede den unge kvinde identitet fra en vankelmodig svømmer, der i vinter var nær ved at opgive alt, til en sensation, hvis liv fra nu af vil være mærket af, at hun har vundet OL-guld.

Man forstår, at hun i rækken af interviews nærmest intet kunne sige, og alt taget i betragtning har hun håndteret situationen med stor fornuft. Hun ved, at følelserne har overmandet hende, for hun oplever det, alle sportsfolk (og mange andre) drømmer om – nemlig for øjnene af alle at blive bekræftet i eget værd, og hun har reageret i en charmerende blanding af fåmælt besindighed og febrilsk lykke.

Desværre præger samme charme ikke alle journalisterne omkring hende.

For flere af dem er følelsesudladningen blevet et så altoverskyggende begreb, at det nærmer sig punktet for hysteri. I de utallige klip, der viser Pernille Blumes sejr, hører man DR’s kommentatorer opføre sig på en måde, der tidligere ville have været utænkelig.

De skriger nærmest og afslører, at mens selvbeherskelsen i dag er et tilbagelagt stadium, er troen på hæmningsløs tilkendegivelse blevet norm.

Nu ved jeg godt, hvad nogle vil sige: ”Herregud, vær nu ikke så sur, de er jo bare glade.” Ja, det er de, men kunsten, når man sidder bag en mikrofon og skal formidle et stort øjeblik, er jo netop at kunne bevare talens brug på trods af de medrivende omstændigheder. Enhver kan sidde og råbe og skrige, men enhver kan ikke være en dygtig kommentator.

Tænk på EM-fodboldsejren i 1992. Et enkelt og overrumplet ”hut-li-hut” kunne det blive til fra TV 2’s Flemming Toft, hvorefter han formåede at tale videre som en voksen mand. Sådan er det ikke i dag. De ofte meget unge kommentatorer ser det i høj grad som deres opgave at skabe et komplet hæmningsløst følelseshysteri, for de er opdraget i en epoke, hvor det ubegrænset spontane udgør et mål i sig selv.

Når man ved gensyn med gamle DR-klip studser over, hvor kontrolleret Gunnar Nu Hansen talte i triumfens øjeblik, skyldes det jo ikke, at manden var upåvirket. Han håndterede blot kommentatorrollen med en helt anden professionalisme og værdighed, idet det ikke var hans følelsesliv, der var i centrum, men derimod sportsfolkenes præstationer.

I dag flyder det sammen, og i tilfældet Pernille Blume har det været påfaldende at se, hvordan journalisterne målrettet er gået efter følelser og så mange tårer som muligt. Og ikke mindre interessant er det, at Blume selv i løbet af weekenden midt i sin lykke har fremstået som den mest besindige. Som eliteudøver har hun lært sin egen psykologi at kende og ved, hvornår hun skal træde et skridt tilbage.

Man kunne ønske, at visse sportsjournalister ville tage en del af den visdom til sig.

Sørine Gotfredsen er forfatter, præst og journalist