Om at perfektionere sine spontane udtryk

Udgivelse af spontant skrevne dagbøger og breve bør ifølge nogle forfattere "perfektioneres", for at læseren ikke føler sig pinligt berørt

Forfatteren William Heinesen, død 1991.
Forfatteren William Heinesen, død 1991.

Overskriftens ordlyd kan virke selvmodsigende. Den minder om, hvad mange revyskuespillere forstår at udvikle: omhyggeligt forberedte improvisationer.

Der er imidlertid i begge tilfælde tale om kunstgreb, som kendetegner den erfarne professionelle kunstner.

En forfatter kan for eksempel på forhånd opøve en så fantasifuld sprogbrug, at han når som helst er i stand til at formulere en præcis kommentar. Sådan at kunne perfektionere sine spontane udtryk fordrer et særligt talent.

LÆS OGSÅ: Giv os vores daglige digte, og fri os fra

Artiklen fortsætter under annoncen

At det sidste var kendetegnende for den dansksprogede færøske forfatter, William Heinesen (1900-1991), fremgik i søndags af Ibens dagbog i Radio24syv. Her havde Iben Maria Zeuthen inviteret journalist Else Lidegaard (f. 1923) til samtale om Heinesens skrivekunst.

Samtalen kom ret hurtigt til at handle om den form for skriftlig handlekraft, der har med brevskrivning at gøre. Det skete med udgangspunkt i Else Lide-gaards bog, Med snudehulkende hilsen fra William Heinesen. Et forelsket portræt (2011).

Bogen indeholder cirka 50 kommenterede breve fra Heinesens sidste 17 leveår suppleret af Lidegaards erindringer om sine mange møder med digteren både på Færøerne og i Danmark. Brevene er præget af Heinesens ofte humoristiske, selvironiske og frit udfoldede skrivestil.

Gennemreflekteret og dog letløbende, disciplineret og dog utvunget. Noget er skrevet i hånden, andet på maskine. Det sidste essayistisk velovervejet med kopipapir. Som så mange andre forfattere var Heinesen sig bevidst, at breve og dagbøger også kan henvende sig til eftertiden.

Her lyttede jeg på baggrund af søndagens tidlige genudsendelse af Skønlitteratur på P1, hvor Bo Bjørnvig, søn af forfatteren Thorkild Bjørnvig (1918-2004), gengav sin barndoms erindringer om den stærke indflydelse, Karen Blixen (1885-1962) havde på familien Bjørnvig.

Fra barnets synsvinkel var det nu ikke så meget den store personlighed, der havde gjort indtryk. Bo Bjørnvig fortalte eksempelvis særdeles levende om lykkefølelsen ved at være passager i det bagerste bagagerumssæde af Blixens Ford V8 Cabriolet fra 1934.

LÆS OGSÅ: John Mogensen en seriøs kunstner i foragtet genre

En bemærkelsesværdig oplysning blev givet sidst i udsendelsen: Bo Bjørnvig påtænker efter mange års tøven at gennemgå sin mors dagbøger. Et kapitel af Blixens historie er derfor endnu ikke skrevet. Hvordan oplevedes sidstnævntes forsøg på at splitte Bjørnvig-familien ad?

Af de to nævnte udsendelser fremgik det nu, at spontane breve og dagbøger bør perfektioneres i deres udgivelse. De kan ellers virke så private, at læseren føler sig pinligt berørt.

Sådan havde filminstruktøren Niels Malmros det, da han fik indblik i Barbaras følelsesliv. Ét er at filmatisere Jørgen-Frants Jakobsens (1900-1938) roman af samme navn, noget andet er at læse breve fra virkelighedens Barbara, Estrid Bannister Good (1904-2000), sådan som man kan det i Else Lidegaards meget roste bog Kære Estrid Jørgen-Frantz, du kære (2011).