Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Mediekommentar

Om socialdemokratiske arbejderkulturværdier

Erik Clausens nye film ”Mennesker bliver spist”blev alt andet end fintfølende anmeldt på DR K, mener Leif Hjernøe. -

DISSE SPALTERS overskrift er som sædvanlig valgt med omhu. Som mediekommentator lægger jeg vægt på at udtrykke mig så præcist som muligt om, hvad der i øvrigt meget ofte bliver omtalt med distraherende mangel på præcision i medierne.

Overskriftens ord hører til dem, jeg vil prøve at slå op i den nyligt udgivne og allerede udsolgte ”Begrebsordbog”, som jeg har bestilt. Bogen blev særdeles positivt omtalt i seneste udgave af ”Skønlitteratur på P1”. Tænk, at ordbogsopslag ifølge den altid inspirerende udsendelse ligefrem kan have poetisk klang og værdi! Det blev demonstreret med stor finfølelse.

Hvad valget af overskriftens lange ord angår, så er de inspireret af et alt andet end fintfølende ordvalg, foretaget af Maria Månson i den seneste udgave af ”Filmselskabet” på DR K. Jeg tænker her specielt på hendes kritik og alt for summariske omtale af den andetsteds ellers meget positivt anmeldte film af Erik Clausen: ”Mennesker bliver spist”.

Maria Månson vedgik indledningsvis meget sympatisk, at hendes beskrivelse af den stofrige film fik en ufortjent kort præsentation. På samme måde vedgik hun også, at filmen havde virket ærlig og bevægende. Men det blev kun til tre stjerner for, hvad der ellers kunne have resulteret i uforbeholden anerkendelse af Clausens ”markante stemme” i dansk filmhistorie.

Årsag: mellem de imødekommende bemærkninger blev der talt om ”slasket dramaturgi”, ”kiksede dialoger”, ”afsindigt konstruerede og uddaterede (!) replikker”. Der var flere hastige påstande af lignende art. Dertil kom, at de viste klip fra en film, der skulle være præget af ”fortælletråde, der hænger og dingler”, overhovedet ikke var eksempler derpå. Tværtimod!

Hvad, der så direkte affødte overskriften til denne tekst, var disse ord om Erik Clausens filmkunst: ”Han får luftet sine socialdemokratiske arbejderklassedyder”. Sådan lød det. Ikke noget med, at Erik Clausen har den største respekt for de socialdemokratiske arbejderkulturværdier, sådan som han veloplagt har fortalt om det i aviser og radio.

Var det bare noget Månson kom til at sige, sådan som det let kan ske, når der tales uden manuskript (håber jeg da)? Ordene virkede sært påståelige, fordi karakteristikkerne blot fik lov til at hænge i luften uden nærmere forklaring. At tale om, at Clausen ”lufter dyder” var for billigt. Modviljen var påfaldende usaglig. Erik Clausen skulle ikke komme her og fortælle om den socialdemokratiske traditionsrige kamp mod de frie markedskræfters miljøskadelige udnyttelse af menneskelige og materielle ressourcer - eller?

Og hvad med den ”dyd”, det er at være opmærksom på, at et i virkeligheden ufatteligt lille mindretals fantasiløse økonomiske og destruktive ”frihed” til uhæmmet at udfolde sig på et alt overvældende flertals bekostning? - Der er måder at tage sig friheder på, som ikke er værd at samle på - og så er der Clausens livsbekræftende frisind, tak for det!

Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder