Overskriften til disse spalter er hentet fra så vidt forskellige programmer som DR 1's dansk-svenske serie ”Broen III” og P1's ”Kultursøndag”.
I forbindelse med førstnævnte program blev hovedpersonen, den svenske kriminalkommissær Saga Norén, omtalt som socialt handicappet, dysfunktionel og lidende af patologisk ærlighed.
Saga Norén tager alting bogstaveligt og forstår ikke ironi. Menneskekundskab henter hun tilsyneladende udelukkende fra lærebøger. Alligevel er hun fra Malmø leder af en politiefterforskning.
I sidstnævnte program, ”Kultursøndag”, blev der interessant nok talt om det modsatte af sygelig ærlighed: sund, fantasifuld løgnagtighed. Det fremgik af studievært Diana Bachs interview af modtageren af Kronprinsparrets Kulturpris på 500.000 kroner, den kun 36-årige teaterinstruktør Elisa Kragerup.
Godt var det derfor i radioens ”Kultursøndag” at lære Elisa Kragerup og hendes livssyn, holdninger, præstationer og arbejdsmetoder nærmere at kende. Tanker, som uvægerligt vil melde sig i dag, hvor Folketingets åbning markeres med transmissioner fra slotskirke og folketingssal.
Når Elisa Kragerup kan finde på at sige, at hun må fortælle løgne for at kunne skabe noget sandt, så er det noget, hun direkte har lært af forfatteren Tove Ditlevsen (1917-1976), og som hun også har erfaret indirekte via alverdens forfatterskaber.
Det er ikke via politikerne!
Fiktion er pr. definition løgn og digt. Ved at kombinere det pure opspind med personlige oplevelser kan løgnehistorier anvendes til at fortælle publikum noget sandt om livet.
Ved at forstørre, fordreje, forstærke og/eller forenkle kan forhold og menneskelige vilkår tydeliggøres.
Det gælder for så vel teaterinstruktører som for skuespillere og publikum om at blive genkendt, set og hørt som den, man virkelig er. Elisa Kragerup modstiller ikke alene løgn og sandhed - det er hende meget om at gøre at møde, opsøge og diskutere det ukendte og det irrationelle undervejs i en kollektiv skabelsesproces på scenegulvet.
”Hver ny forestilling er at skabe et nyt sprog med nye betydninger,” forklarede Elisa Kragerup. Som konkret eksempel nævnte hun sin opsætning af Shakespeares ”Romeo og Julie”, hvor hun med fare for at virke smagløs ville vise lykken i stedet for blot at tale om den.
Det skete under devisen: ”Hellere alt for meget end lidt for lidt.”
At se, vælge ud, styre og give plads til andre og alligevel være dirigent forudsætter en helt nødvendig (selv)tillid, troværdighed og evne til at samle trådene på ansvarlig måde, med stor afsenderkraft. Også her kan vores politikere lære noget!
Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder