Noget kunne tyde på, at mange har givet op. Det plejer ellers at være sådan hvert år, når X Factor-sæsonen begynder, at man i medierne debatterer programmet og dets etiske aspekter. I år er der mere stille, selvom der nu også findes et sangtalentprogram på TV 2 ved navn Voice Danmarks største stemme. Kanalerne slås med identiske våben, og ganske som forventet tromler berømtheds-konceptet blot derudad og møder mindre og mindre modstand.
LÆS OGSÅ: Stjernestøvet blæser hurtigt væk
Fredag aften sendes X Factor på DR1, og lørdag aften går til Voice Danmarks største stemme på TV 2. Sidstnævnte har i øvrigt tabt kapløbet. X Factor trækker langt flest seere, hvilket utvivlsomt skyldes, at folk er fortrolige med programmet og spændte venter på øjeblikket, hvor dommer Thomas Blachman vil holde sin sentimentale tale til nationen om ånd, holisme og endeløs kærlighed.
Imidlertid kan man ikke lade være med efter netop denne uge at bestræbe sig på at spolere den gode stemning. En meget dominerende mediehistorie i de forgangne dage har handlet om Whitney Houstons død. Den kun 48-årige amerikanske sangerinde, der natten til søndag blev fundet livløs i sit badekar efter mange års massivt stofmisbrug, alkoholisme og generel nedtur. Et deprimerende klassisk forløb for en superstjerne.
Houstons stemmepragt var enorm, og de danske sangtalenter befinder sig selvsagt i en anden galakse, men man mærker alligevel ubehag ved at overvære det følelseshysteri, der er på spil omkring dem. Fordi det jo er det, der på den store skala slår individer ihjel.
I egne dimensioner repræsenterer X Factor og Voice Danmarks største stemme en voldsom persondyrkelse og hyldest af den enkelte som unik og fantastisk samt endeløst mange tårevædede omfavnelser. Specielt i Voice Danmarks største stemme omfavner de hinanden så ofte og så længe, at værten ligefrem må prikke dem på skulderen for at komme videre i programmet. Hvorpå han selv til sidst omfavner dem alle sammen.
Deltagerne træder ind i en så emotionel og selvhøjtidelig tilstand, at det primært er deres skrøbelighed, der skinner igennem. De løftes ind i en verden, hvor de for en stund kan føle sig som en lille Whitney Houston fra de gode dage, og mens man kan vælge at grine ad det, kan man også stædigt hævde, at det er et sygdomstegn. Og ikke mindst fordi det jo udtrykker en generel norm.
Således udtalte lektor i persondataret Charlotte Bagger Tranberg i P1s Apropos forleden, at tiden gennemsyres af den enkelte borgers behov for at profilere sig selv. Og med tanke på blandt andet Facebook efterlyste hun en etik for den digitale tidsalder.
Som vidne til de to sangkonkurrencer, som DR og TV 2 bekriger hinanden med, kunne man også ønske sig en omfavnelsens etik. En grænse for, hvor meget man på tv bør udnytte menneskers forfængelige forestillinger om sig selv, alt imens de åbenlyst har svært ved at iagttage egen person realistisk. Mange af dem siger bagefter, at det blot var en fed oplevelse, og der er gudskelov langt til en tragedie i Whitney Houston-dimensioner. Men trist på sit eget niveau, det er det.