Opdragelse er civilisering

Måske skulle børn også lære at være en del af noget fremfor midtpunkt for alt. Når man opdrager, drager man op ved at drage ud. Ved nænsomt og myndigt at drage ud af egen navle og det mentale børneværelse og ind i fællesskabet, kulturen og verden

Er det mon samfundets eller forældrenes skyld, hvis næste generation virker uopdragen?
Er det mon samfundets eller forældrenes skyld, hvis næste generation virker uopdragen?. Foto: Ritzau Scanpix/Iris.

”Børn, adlyd jeres forældre i Herren; for det er ret og rigtigt.” Sådan formanes der i Efeserbrevet fra det Nye Testamente, men det klinger sikkert særdeles gammeldags i mange øren. Det viser dog, at den gode opdragelse også optog sindede i længst forgange tider. I det stykke er der intet nyt under solen, og nu er der oven i købet blevet sat politisk fokus på opdragelsen. Således nedsatte den konservative social - og børneminister Mai Mecardo et Opdragelsespanel tilbage i januar.

Ministeren ville så gerne lancere en opdragelsesdebat. Nu har opdragelse altid været et debat – og samtaleemne også uden ministeriel fødselshjælp, og man får den tanke: Hvad følger efter et officielt Opdragelsespanel, måske en opdragelseslov? Nu skal man ikke male Fanden på væggen, men en del politikere kunne godt bruge jævnlig opdragelse i grænser for politik. Når det er sagt, må det også vedgås, at familiernes børneopdragelse eller mangel på samme har offentlige konsekvenser. Børn er forældrenes, ikke samfundets, men samfundet har brug for, at forældre lærer deres børn at begå sig.

Og opdragelse var netop debatemnet i ugens udgave af ”Langt fra Borgen”, som, selvfølgelig, var henlagt til Folkemødet på Bornholm. Her debatterede Mai Mecardo, Jacob Mark fra SF og Folketingets formand Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti. De i øvrigt velopdragne debattører fulgte umiddelbart de vante politiske skillelinjer. Mai Mecardo og Pia Kjærsgaard betonede forældrenes personlige ansvar, mens Jacob Mark pegede på samfundets ansvar for at levere rammer, der ikke presser og stresser børnene med lave normeringer i dag- institutionerne og testkultur i skolerne. Skillelinjerne var nu ikke mere skarpt trukket op, end der godt kunne vandres hen over dem. Det var jo også den konservative minister, som havde valgt at adressere noget, der med hendes egne ord ”typisk er privat”.

Er det mon samfundets eller forældrenes skyld, hvis næste generation virker uopdragen? Mon flere pædagoger og færre test giver mere artige børn? Mindre pres vil nok give mere ro, men mon ikke problemet stikker dybere end som så? Mon ikke vi også ser individualiseringens bagside, som går i arv fra moderne forældre til moderne børn? Denne heksedans om den enkelte som kilde til al visdom og autoritet, denne kælen og beundring for det sakrosankte ego.

Det gør det ikke ligefrem lettere at bøje sig for andre, selv om de måtte have mere viden og erfaring. Selvfølgelig skal børn ikke opdrages til bare at rette ind og holde mund, men der kommer heller ikke noget vægtigt ud af munden, hvis de ikke lærer at lytte til andre end sig selv. Mai Mecardo gentog den efterhånden noget forslidte frase om, at børn skal blive til nogen, før de skal blive til noget. Måske skulle børn også lære at være en del af noget fremfor midtpunkt for alt. Når man opdrager, drager man op ved at drage ud. Ved nænsomt og myndigt at drage ud af egen navle og det mentale børneværelse og ind i fællesskabet, kulturen og verden. Opdragelse er civilisering. Det er hundesvært, og jeg var mere skråsikker på det område, før jeg selv fik børn, men det er ikke desto mindre bydende nødvendig.

Jesper Bacher er sognepræst.