Sørine Gotfredsen: Det skader integrationen, når vi ser bort fra kulturelle og religiøse forskelle

Mens man jo i diversitetens navn anerkender, at ethvert menneske udgør sin egen historie, stræber man efter at forklare den enkeltes adfærd uden til fulde at inddrage den bagage, man bærer med sig, skriver Sørine Gotfredsen

Tirsdag aften forsøgte to forskere i DR 2’s Deadline at gøre rede for, hvordan man i dele af forskningen har berøringsangst over for at forholde sig til dybe kulturelle forskelle, når man undersøger social kontrol i muslimske miljøer, skriver Sørine Gotfredsen.
Tirsdag aften forsøgte to forskere i DR 2’s Deadline at gøre rede for, hvordan man i dele af forskningen har berøringsangst over for at forholde sig til dybe kulturelle forskelle, når man undersøger social kontrol i muslimske miljøer, skriver Sørine Gotfredsen. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix.

DA FILMEN ”Green Book” i søndags fik en Oscar for årets bedste film ved den store fejring i Hollywood, satte instruktøren et par ord på sit værk. Det er, sagde han, en film om at elske hinanden og opdage, at vi i virkeligheden alle er de samme indeni.

Det kunne nok have været sagt om samtlige nominerede film, for ordene udgør denne epokes givne trosbekendelse i den vestlige verden, og Oscar-showet er en uforlignelig tv-katalysator for tidsånden.

På den ene side hylder man begrebet ”diversitet”, der var kodeordet for dette års show – der i øvrigt blev afviklet uden vært, fordi ingen tør påtage sig opgaven af skræk for at sige noget krænkende og få sin karriere smadret på en enkelt aften. Og på den anden side hævdes det, at vi alle er ens. Det er en særlig dobbelt tankegang, der er på spil, og den findes også her i landet.

TIRSDAG AFTEN FORSØGTE to forskere i DR 2’s Deadline at gøre rede for, hvordan man i dele af forskningen har berøringsangst over for at forholde sig til dybe kulturelle forskelle, når man undersøger social kontrol i muslimske miljøer. For mens man jo i diversitetens navn anerkender, at ethvert menneske udgør sin egen historie, stræber man efter at forklare den enkeltes adfærd uden til fulde at inddrage den bagage, man bærer med sig.

Dette blev hævdet af de to forskere Yvonne Mørck og Sofie Danneskiold-Samsøe, der har skrevet en bog om emnet og mener, at der findes forhold, som man fortsat nødigt berører. Professor Garbi Schmidt afviste kritikken ved at forklare, at man for eksempel er nødt til at anskue en herboende pakistansk mand i lyset af danske forhold. Mens han i Pakistan ville dominere kvinder i det offentlige rum, vender han her i Danmark sit virke mod sine søstre, fordi samfundet ikke tillader hans normer. Ja, men det er vel stadig hans pakistanske baggrund, der har formet hans grundlæggende kvindesyn, og tankegangen halter.

VI HAR LÆNGE I VESTEN befundet os i en bestræbelse efter at påvise, at kulturelle og religiøse forskelle ikke har en afgørende betydning, hvilket efter alt at dømme har været med til at forhale integrationen og bidrage til parallelle tilstande i samfundet.

Og mens der er opbrud i denne tænkning, findes den altså ifølge Yvonne Mørck og Sofie Danneskiold-Samsøe fortsat i forskningsmiljøet. Drømmen om forbrødring på tværs af kulturer og religioner udfoldes på særlig spektakulær vis med Oscar-showet, alt imens minoriteter omgås på listefødder, og individet kræver sin ret. Det er svært at vide, hvor denne ømfindtligt sammensatte tankegang vil føre os hen, men den skaber spændinger.

Herhjemme har den bidraget til, at vi har været for længe om at indse problemerne med at integrere mennesker fra muslimske samfund, og i USA opfattes Oscar-ideologien af mange som nærmest provokerende verdensfjern.

At vi alle er mennesker, er sandt, men hvor dybt forskellene samtidig stikker mellem os, er et ganske andet spørgsmål.

Det er bekræftende at erfare, at nogle danske forskere tør stille det.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.