Nyt tv-program vil oplyse om voksende jødehad

Jødiske Sanne Cigale Benmouyal sætter i ny programserie fokus på jødehadet i Europa. Men hendes idealistiske tro på at had kan opløses gennem oplysning mangler erkendelse af, hvor dybt de dystre kræfter i mennesket kan stikke, skriver Sørine Gotfredsen

DET HAR LÆNGE VÆRET et tema, at antisemitismen vokser i Europa. Alligevel mener den unge jødiske kvinde Sanne Cigale Benmouyal, at vi har brug for at indse, hvor stort problemet egentlig er, og hun har utvivlsomt ret, for det er svært til fulde at begribe tidens spændinger.

Derfor har hun kastet sig ud i et projekt på DR 2, hvor hun i tre programmer behandler emnet for at skabe viden og større tolerance. Det gode gamle oplysningsprojekt.

Første afsnit af ”Jøde!” blev sendt i mandags, og her argumenterede Sanne Cigale Benmouyal for, at alle bør kunne træde frem med deres hele identitet. Der lever cirka 6000 jøder i Danmark, og denne lille minoritet har brug for en del sikkerhedsforanstaltninger, hvilket ikke mindst blev understreget ved terrorangrebet i 2015 i København, da en mand blev dræbt ved synagogen.

SANNE CIGALE BENMOUYAL opsøger Mette Bentow, hvis datter netop dén aften i synagogen fejrede sin bat mitzvah, og de to ser forskelligt på tingene. Mens Benmouyal mener, at det vil hjælpe, hvis det jødiske afmystificeres ved, at jøder insisterer på mere synlighed i det offentlige rum, hævdede Mette Bentow, at det tværtimod vil skabe mere jødehad. Jeg tror, at sidstnævnte har den største pointe. Benmouyal repræsenterer en meget idealistisk tro på, at had og vrede kan opløses gennem ærlighed og oplysning, mens hun måske ikke helt erkender, at de dystre kræfter i mennesket kan stikke meget dybt.

Antisemitismen er i høj grad taget til i Europa på grund af islams voksende betydning, og synet på jøder i store dele af muslimsk kultur sammenlagt med de eksplosive følelser fra den langvarige strid mellem israelere og palæstinensere vil næppe blive mildnet gennem større jødisk synlighed i Danmark.

Det bliver derfor interessant at se, om Sanne Cigale Benmouyal i de næste programmer mere direkte vil behandle forholdet mellem islam og jødedom, da dette emne er uomgængeligt. Desuden kunne hun gribe fat i den svære diskussion om, hvordan man egentlig træder frem i et samfund, hvor der findes en kernekultur – her den danske kristne – alt imens det multikulturelle intensiveres omkring os. Jøderne har altid her på bedste vis tilpasset sig, og det er betænkeligt, hvis vi nærmer os punktet, hvor det ses som et menneskes opgave af identitetsmæssige årsager mere og mere demonstrativt at manifestere sin egenart. Frem for blot at leve i samfundet.

Når det er sagt, forstår man naturligvis til fulde, at denne epoke kan få jøder til at føle frygt og trods og basal afmagt, og det er al ære værd, at Sanne Cigale Benmouyal forsøger at skabe bevidsthed om problemet. Hun har ret i, at danskerne skal oplyses om det jødehad, der findes i dag og tilsyneladende mange steder vokser, men hendes idealistiske tro på at kunne mildne hadefulde sjæle ved som jøde at træde endnu tydeligere frem, vil næppe blive belønnet.

Det hadefulde i mennesket skal først og fremmest inddæmmes af den politiske vilje i et samfund til at beskytte andre imod det.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.