Sørine Gotfredsen: Vi skal ikke ukritisk købe tidens klagesang om de pressede unge

Det er ikke karaktererne i folkeskolen, men selve sammenligningssygen og ønsket om at overstråle andre i perfekthed, der er de unges problem. Og svarene skal ikke primært findes i de ydre vilkår, men også i menneskets indre, skriver Sørine Gotfredsen

At mange unge virkelig føler sig pressede er utvivlsomt sandt. Men nogen må forklare dem, at årsagen til det stikker dybere, end de sikkert selv tror, skriver Sørine Gotfredsen.
At mange unge virkelig føler sig pressede er utvivlsomt sandt. Men nogen må forklare dem, at årsagen til det stikker dybere, end de sikkert selv tror, skriver Sørine Gotfredsen. Foto: Ritzau Scanpix/Iris.

I VIRKELIGHEDEN kunne man føre denne debat hver eneste dag. Søren Kierkegaard skrev om den i 1800-tallet, Martin Luther kredsede om den længe før, og vi diskuterer stadig, hvorfor mennesket så nemt farer vild i bestræbelsen efter at præstere og har svært ved at tro på, at man er værd at elske. Hvorfor fortaber vi os i sammenligning med hinanden?

Det er dybest set det spørgsmål, der er på spil, når vi diskuterer præstationssamfund og mange unges følelse af at leve under konstant pres. I ”P1 Debat” i tirsdags blev emnet taget op med særlig fokus på karakterer i skolen. Tanken om at nedtone deres betydning for at gøre de unge gladere grunder imidlertid i en misforståelse, hvilket undervisnings minister – regeringens klogeste minister – Merete Riisager (LA) har kraftig sans for.

Hun forklarede, at fjerner man karaktererne, flytter man blot den store sammenligning hen på personligheden i stedet, og skulle det være mere frisættende? Det er selve sammenligningssygen og ønsket om at overstråle andre i perfekthed, der er problemet, og svarene skal ikke primært findes i de ydre vilkår. Men også i menneskets indre.

ERHVERVSMANDEN Kenneth Iversen klædte programmet, idet han viste sig at være blottet for behagesyge. Som en nøgtern stemme fra en anden generation fastslog Kenneth Iversen, at presset i Danmark er meget lille sammenlignet med andre og mindre privilegerede lande. Danske unge er og bliver forkælede, men derfor kan de godt samtidig føle sig rådvilde, og den dobbelthed skal vi forstå. De unge ser sig selv som produkter af konkurrencesamfundet og holder ofte ret mekanisk politikerne ansvarlige, og mange får en del af selvopfattelsen formet af tidens retorik. Netop den satte antropolog Dennis Nørmark rammende ord på i sin beskrivelse af, hvordan vi lever i en atmosfære af ”oppustethed”, der skaber urealistiske forestillinger om alt det, man bør opnå.

Længe har politikerne på Helle Thorning-managementsprog vrøvlet om at skabe ”verdens bedst uddannede generation”, virksomheder promoverer sig selv med poppede adjektiver, og danske børn vokser op i en syndflod af fraser om at være unik og gøre en forskel. Oppustetheden udgør et af tidens mest tragikomiske træk, og det var velgørende i denne udgave af ”P1-Debat” at høre klare hjerner sætte problemet med de pressede unge ind i et større perspektiv. Dog manglede samtalen naturligvis den helt afgørende pointe. Nemlig at en stor del af forklaringen på alt dette er, at Gud er blevet skrevet ud af ligningen om det menneskelige, hvormed den enkelte i sidste ende skal bære sig selv.

DENNE INDSIGT trækkes normalt kun frem, hvis der er en forstandig teolog til stede i studiet, men af og til må mindre jo gøre det. Og her udmærkede ministeren, antropologen og erhvervsmanden sig ved ikke blot ukritisk at købe tidens klagesang om de pressede unge.

At mange af dem virkelig føler sig pressede er utvivlsomt sandt. Men nogen må forklare dem, at årsagen til det stikker dybere, end de sikkert selv tror.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.