Engang har jeg set den humoristiske kristendomsapologet G.K. Chesterton citeret for at sige: Kristendommens sjæl er ikke en sjæl, men et legeme.
Citatet randt mig hu i forbindelse med den udgave af Mennesker og Tro, som søndag genudsendtes på P1 og i øvrigt er frit tilgængelig på nettet, hvis man ikke fik hørt programmet i sendetiden. Overskriften lød nemlig Kroppens katekismus, og udgangspunktet var ikke en lærebog i anatomi, men en lærebog i kristendommen under inddragelse af kropslige erfaringer, forfattet af hospitalspræsten Maria Baastrup Jørgensen.
LÆS OGSÅ: Kristendom med krop
Bogen er en vejledning til undervisning af minikonfirmander betitlet Min mini-katekismus med forslag til, hvordan kristendommen formidles via kroppen eller fra top til tå.
Som Maria Baastrup Jørgensen fortalte i samtalen med Anders Laugesen, så er kroppen vores tidligste kilde til erfaring med omverdenen, og ved at inddrage kroppen indlejres kristendommen anderledes dybt hos børnene.
Budskabet skal så at sige mærkes i maven og helt ned i tæerne. Katekismeforfatteren nævnte også, hvorledes Bibelen frembyder et righoldigt materiale, når det kommer til at accentuere sine pointer ved hjælp af kroppen. Vreden får for eksempel Kain til at gå med sænket hoved.
Umiddelbart lyder Maria Baastrup Jørgensen som en ferm religionspædagog med teologisk indsigt. Det var også godt at høre hende pointere, at kroppen ikke dikterer indholdet af hendes katekismus, men netop skulle regnes for en metode til at fortælle kristendommen i børnehøjde.
Samtalen kom imidlertid også til at omfatte folkekirkens angivelige mangel på kropslighed. Maria Baastrup Jørgensen fremførte det som dybt problematisk, at vi absolut ingen kropslig berøring har med nogen mennesker, mens vi er i kirke. Præsten har dog mulighed for at gå foran og vise, at det er helt i orden at røre ved hinanden. Man kunne eksempelvis udveksle fredshilsner og knus under gudstjenesten.
Nu sætter undertegnede bestemt pris på et fast håndtryk og et varmt skulderklap, men jeg kommer altså ikke til højmesse for at røre ved andre.
Jeg kommer for at høre, at selvom mit ydre menneske går til grunde, skal mit indre menneske fornyes dag for dag. Evangeliet kan ikke udtømmes i nogen kropslig erfaring og gælder også på tværs af dem. Ordet blev kød, men uden ord var det aldrig kommet til vores kendskab.
På den anden side kan det være udmærket at give ordet krop til rette tid og på rette sted og måde. I den forbindelse kan man tænke på de feltpræster, som under tjeneste i Afghanistan viste V-tegn og slog sig for brystet over for den militære menighed. Det udtrykker da med al opbyggelig tydelighed håbet om, at soldaterne må have held med deres øvrighedsgerning, sejre over fjenden og komme helskindet hjem.
Det gør ikke krigen hellig eller fjenden dæmonisk, men giver frimodighed til at virke i kald og stand og øve sin dont under Guds ord, også som kampsoldat. Men det er som bekendt alt for meget krop for visse gejstlige ånder.