Debattør: Ordet ”klimatosser” varsler nye tider

Nok er Pia Kjærsgaard ude af trit med folkestemningen, men måske findes der klimatosser, i takt med at klimasagen kan antage voldsomme og apokalyptisk inspirerede dimensioner og skabe en vis fanatisme, skriver Sørine Gotfredsen

Debattør: Ordet ”klimatosser” varsler nye tider
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

NOGLE mediemekanismer rummer en særlig dynamik. Pludselig brager en bevægelse løs, hvilket i denne uge skete på grund af Folketingets formand Pia Kjærsgaard (DF), der står bag ugens ord – ”klimatosser”.

Pia Kjærsgaard sagde ordet højt, da hun i søndags efter valget til Europa-Parlamentet forsøgte at tale opbyggeligt til sine partifæller efter et dårligt resultat for Dansk Folkeparti. Ifølge Pia Kjærsgaard skyldes en del af modgangen, at klimasagen i så høj grad har påvirket dagsordenen, og denne sag præges altså i hendes øjne af de såkaldte klimatosser.

Udtrykket har vakt både forargelse og masser af sarkastisk energi, og i ugens løb har Pia Kjærsgaard tålmodigt i alverdens medier forsøgt at forklare, at det mest var sagt for sjov, og at hun hverken opfatter fodboldtosser eller klimatosser som afvigende i dybere forstand.

Det hjælper dog næppe det store. Klimatosse-sagen har fået sit helt eget liv, folk adopterer betegnelsen som en æresbevisning, ordet skrives på T-shirts og lyder overalt, og i går kunne Kurt Strand i ”Mennesker og Medier” på P1 fortælle, at ”klimatosse” allerede kandiderer til at blive årets ord i 2019.

Få kan diktere både mediesamtalen og den folkelige som Pia Kjærsgaard, idet mange mere eller mindre ubevidst opfatter hende som en katalysator for tidens brydninger.

I samme sekund hun siger ordet ”klimatosser”, er banen kridtet op, og vi aner, at nye debatlinjer bliver trukket. Det er ikke længere så entydigt indvandringens væsen, der berører de dybe ideologiske lag, det gør klimakrisen også, og Pia Kjærsgaard synes ikke helt at være på højde med de nye vilkår. Hvormed hun netop synliggør, at de er ankommet.

Det betyder ikke, at der ikke findes klimatosser, hvilket vi sikkert mere og mere vil sande, i takt med at klimasagen kan antage voldsomme og apokalyptisk inspirerede dimensioner og skabe en vis fanatisme.

Ordet skal nok komme til sin ret. Men lige nu lærer vi, at Pia Kjærsgaard mangler føling med debatlandskabet, for klimasagen rammer på tværs af alt på en ny måde, og i samme sekund ordet ”klimatosser” er undsluppet denne kvindes mund, står det klart for os, at vi er trådt ind i noget nyt.

Derfor er ordet nu kommet for at blive. Det er hørt før, det er ikke groft fornærmende, snarere lyder det lidt ironisk overbærende, men det er nu blevet sagt af netop den person, som vi er vant til at måle værdikampen i forhold til.

Alt, hvad Pia Kjærsgaard siger, indeholdes i en større sammenhæng, og med ”klimatosser” fik hun endnu en gang karakteriseret den danske tilstand uden selv at vide det. Knivskarpt endda. Vi kan tale længe om mediernes overfladiske storme, men de fleste store skvulp rummer en kerne af noget inter-essant.

Af og til skal man lede længe for at finde frem til den, andre gange er den indlysende til stede. Som i dette tilfælde. Pia Kjærsgaard er selve personificeringen af de seneste årtiers politiske værdikamp, og hver gang hun tænker højt, aner vi, hvor den er på vej hen.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.