Da jeg kom til Færøerne i 2008, var det første, jeg blev kastet ud i, at fragte 70 fårekroppe fra Torshavn til Klaksvik i en bil så lille, at fårene ikke blot stank ubeskriveligt, men også ramte min nakke, hver gang vi kørte over det mindste bump. Jeg troede, at jeg skulle besvime.
LÆS OGSÅ: Slow living har bredt sig i verden med sneglefart
Men så kom mikkelsdag, hvor harejagten indledtes og ved aftenstide hang der 15 harer med hovedet nedad, klar til at blive pelset og renset. Færingerne kiggede vantro på mig, da jeg sagde, at jeg aldrig havde flået en hare. Og endnu mere lamslåede blev de, da det gik op for dem, at jeg ikke engang kunne flå en høne. Hvad kunne jeg da? spurgte de.
Det begyndte jeg også at spørge mig selv om. Jeg har taget en lang uddannelse, men ville ikke kunne overleve i naturen i en uge. Jeg er gået fra at være et naturmenneske i mine forfædres tid, til at være et kulturmenneske i min egen tid, hvor dagen bryder sammen, hvis ikke internetforbindelsen virker.
Set i det lys er Bonderøven på DR 1 simpelthen så sympatisk. Han ønsker at finde tilbage til naturmenneskets ressourcer ved at vække liv i den viden og ekspertise, vi har oparbejdet igennem århundreder, men glemt på få årtier.
I tirsdagens udsendelse var han taget til Tanzania for at lære noget om de landbrugsteknikker, som vi har lagt bag os i vores intensivering. Bonderøven pløjer jorden med et firspand af stude, han fletter en majskurv og forer den med dyremøg og opblødte planter, der gør kurven vandtæt, og han tænder ild med to stykker brænde og lærer at brænde mursten med det forhåndenværende affaldsmateriale, riskerner.
Hvor meget af hans nyvundne viden, han rent faktisk kan bruge på Djursland, er uvist, men det slog mig, at vi så et stykke afrikansk samtidshistorie formidlet på en hel suveræn og enkel måde, der ligger milevidt fra U-landskalenderens udsendelser om en fattig landsby på den stenende, brændte jord, hvor børn går rundt i bare tæer og er ulykkelige i deres hytter og bare venter på, at vi frelser dem ved at sende penge.
Tværtimod kom Bonderøven til Afrika for at lære af afrikanerens store viden om naturen og dens ressourcer. En viden, det har været ethvert menneske forundt og videregivet fra generation til generation fra Adam og Evas tid, men som vi har glemt i en sådan grad, at Irma nu kan sælge brændenælde- og skvalderkålsblade i hard-pack plastik til 15 kroner for 10 skud, og folk på planteskolen i fuld alvor spørger, om de kan så tomater og majs i køkkenhaven nu, hvor der stadig er frost om natten.
Man kan mene, hvad man vil om Bonderøvens projekt, men jeg tager hatten af for hans lyst og nysgerrighed over for at genføde den visdom, vi i vores jagt efter højere og højere teknologisk viden har mistet.