Prøv avisen

På whiskyens vej

Foto fra Laphroaig whiskydestilleri i Skotland: David Lyons/Scanpix.

Whisky som glemselsmiddel er ikke anbefalelsesværdigt. I den proces glemmer man ofte det bedste af sig selv

DET ER TOM KRISTENSEN, en af dansk litteraturs hærdede whiskydrikkere, som begynder sin Elegi med ordene: Jeg glemte mig selv/ i whisky en kvæld/ og vågnede op på et skummelt hotel.

Selvforglemmelse kan bestemt være en velsignelse, men whisky som glemselsmiddel er ikke anbefalelsesværdigt. I den proces glemmer man ofte det bedste af sig selv.

Whisky som en venlig drik, der smyger sig om sjælen og løber gennem hjerterødderne til fryd for ganen og skærpelse af glæden, er derimod en ganske anden snak. Ordet whisky kommer faktisk af det gæliske udtryk for det latinske aqua vitae eller livets vand.

LÆS OGSÅ: Fotografer kan også have tavshedspligt

Alt det kunne man høre om søndag i P1- programmet Fra Skotland til Stauning, som fortalte whisky-historier fra whiskyens hjemland så vel som fra fædrelandet, hvor der i vestjyske Stau-ning findes et dansk whiskydestilleri drevet af entusiasme og høj kvalitetssans.

Det er ikke passende at bruge nærværende spalteplads til kommerciel reklame, men det må være passende at prise kunsten, og jeg ved af egen vederkvægende smagsoplevelse, at i Stauning laver man kunst på flaske.

Men som programmet kunne berette, er whisky også big business. En milliard-indtægt til Skotland, en turistmagnet og en voksende eksportartikel især til de nye vækstøkonomier i Brasilien, Indien og Kina. Vi blev taget blandt andet med til den forblæste atlanterhavsø Islay, hvor yndere af den formidable Laphroaig-whisky kan gøre krav på deres egen kvadratfod jord og til et whisky-museum i Edinburgh, hvor man kunne glemme sig selv, hvis ikke i whisky en kvæld, så nok nogle timer i whiskyens historie.

Foruden whiskyens vejrbidte moderland havde P1 også taget turen til Stau-ning, og Mogens Vesterby med den fornemme titel af master distiller fortalte med smittende glæde om arbejdet med at udvikle og markedsføre en dansk whisky.

Ja, whisky er et kvalitetsprodukt, og som det ofte sker, er den ædle drik også blevet et statussymbol. Det er vel et næsten uudryddeligt menneskeligt træk, at vi skal have symboler for vores status. En dåbsattest er sjældent nok, selvom vi aldrig opnår højere status end den, vi får gennem dåben. Derfor er ikke mindst single malt-whiskyen omgivet af et vist snobberi, og rekordprisen for en flaske whisky er hele to en halv million kroner. De høje priser, som kun stiger med årene, har også gjort whisky til et investeringsobjekt, og de gyldne dråber kan hen ad vejen blive noget af et guldæg.

Hinsides alt det er det værd at fremhæve den enfoldige whiskynydelse og smagen, ikke bare af spiritus, men nærmest af et landskab i flydende form. Måske er det heller ikke helt tilfældigt, at destilleriet i Stauning også ligger i en barsk del af Danmark.

Nuvel, smag og behag er forskellig, og det er min erfaring, at når det kommer til maltwhisky, bliver man enten henført eller frastødt. Kærlighedens veje er uransagelige, og nogle af dem forbinder whisky og mennesker.