På gaden for ytringsfriheden

Søndag lagde Paris' gader og pladser til store demonstrationer

Over en million mennesker marcherede i Paris' gader søndag.
Over en million mennesker marcherede i Paris' gader søndag. Foto: Nesrine Cheikh Ali/Demotix/Corbis.

SØNDAG KUNNE MAN SE direkte fjernsyn fra byernes by eller mere præcist Paris. Den franske hovedstad lagde pladser og boulevarder til en mægtig march med deltagelse af over en million mennesker, deriblandt 50 stats- og regeringschefer.

Anledningen var den forgangne uges blodige angreb på den satiriske avis Charlie Hebdo og den ligeledes blodige gidseltagning i et jødisk supermarked. Ugerningsmændene er som bekendt selv faldet for politiets kugler, men deres forbrydelser mod friheden kalder også på et andet svar.

DE KALDER PÅ SAMLING om retten til at ytre sig, solidaritet med ofrene og hævdelse af demokratiet. Terroristerne kan dræbe mennesker, men de går først af med sejren, hvis frygten vinder, og selvcensuren får overtaget.

Derfor marcherede Paris på præsidents Hollandes foranledning. De høje herrer og damer gik arm i arm. Vores egen Helle Thorning-Schmidt (S) delte arm med den britiske premierminister David Cameron, værten Francois Hollande havde tyske Angela Merkel ved sin side, og i forreste række sås også den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, og palæstinensernes Mahmoud Abbas, dog ikke skulder ved skulder.

OG SÅ VAR DER ALLE DE ALMINDELIGE borgere med skiltet ”Je suis Charlie” (på dansk: Jeg er Charlie) og blyanter i alle størrelser som hyldest til massakrerede bladtegnere.

Politikens Bjørn Bredal, som var i studiet for at kommentere, fik en klump i halsen, og stemningen i studiet var benovet og bevæget og fuld af højstemt tale om sammenhold på tværs af politiske, etniske og religiøse skel. ”I dag er vi alle sammen demokrater,” hed det, og jeg fik næsten dårlig samvittighed, da jeg uvilkårligt tænkte: ”Hvad så med i morgen?”.

Men også kun næsten. Man skulle selvfølgelig være et skarn, om man slet ikke blev berørt af den mægtige march for den gode sag.

Alligevel må der spørges: Er der virkelig opnået reel konsensus om ytringsfriheden, som den blev praktiseret af Charlie Hebdo? Er der nu enighed om, at heller ikke islam er hævet over kritik og satire, som kan støde de troendes følelser?

ER FRIHEDEN TIL AT SLAGTE hellige køer og profeter virkelig blevet et grænseoverskridende samlingsmærke? Kan man forvente, at de deltagende muslimske stats- og regeringschefer nu støtter retten til at publicere Muhammed-tegningerne i deres respektive lande, og kan man forvente af Vestens ledere, at de opgiver forblommede angreb på ytringsfriheden i form af forbud mod hadsk tale og hetz mod folkegrupper? Vi får se. Jeg tillader mig en smule skepsis.

Bjørn Bredal, som arbejder på en avis, der i 2010 undskyldte for de krænkelser, som bladets trykning af Muhammed-tegningerne havde forårsaget, talte om ”taktiske tilbagetog” i spørgsmålet om ytringsfriheden. Andre vil kalde det en eufemisme for knæfald. Der var i hvert fald ikke meget Charlie Hebdo over organet for den højeste oplysning, da mørkemændene begyndte at rasle med sablerne.

Marchen var smuk, men der var mere andagt end kritisk journalistik over DR 2's dækning.

Jesper Bacher er sognepræst