På kanten af samfundet og på kant med en landsdel

Ved at forbinde Nakskov med det at være på røven bidrager TV2 med udsendelsen "På røven i Naksskov" til fordommene om landsdelen Lolland-Falster i almindelighed og Nakskov i særdeleshed, skriver Jesper Bacher

Førtidspensionist Fisker Ib portrætteres i programmet ”På røven i Nakskov”. -
Førtidspensionist Fisker Ib portrætteres i programmet ”På røven i Nakskov”. - . Foto: TV 2/Danmark.

PÅ MINE KANTER har der været stor diskussion om TV 2's nye serie ”På røven i Nakskov”, som i disse uger ruller over skærmen torsdag aften. Den har ligefrem udløst en såkaldt lovestorm (kærlighedsstorm) på Facebook, hvor en gruppe er blevet oprettet til Lolland-Falsters pris. Kan man være på røven i Nakskov, kan man sandelig også være på toppen under Lollands høje himmel og på Falsters hvide strande. TV 2 vil angiveligt give Underdanmark en stemme og skildre menneskeskæbner, som kæmper med økonomiske og sociale problemer. Nogle vil kalde dem fattige. Med tanke på verdens forarmede millioner forekommer det mere betimeligt at tale om mindrebemidlede, men uagtet ordvalg kan livet være tungt under alle himmelstrøg. Man kan også være på røven i Hellerup. Ja, det ville være høj-røvet at tro andet. (Læserne bedes bære over med sproget, men det var TV 2, som begyndte!).

Menneskene i ”På røven i Nakskov” omtales som familierne på kanten af samfundet, men længere væk er de heller ikke. Vel er de fleste heldigere stillet, hvad angår økonomi og personlige forhold, der er imidlertid meget, som kan vække genkendelsens eftertanke. Er vi ikke alle på røven, så har vi alle et hjerte, og et liv, der sommetider går sine egne vildveje. Vi har længsler og håb, vi oplever skuffelser og nederlag, vi falder, og vi rejser os.

DER SKAL IKKE ROMANTISERES over de, som er på røven, men man tænker med samme legemsdel, hvis man ser disse mennesker som eksotiske og bizarre væsener fra en anden verden. De er i os, og vi er i dem. Efter gammel social og politisk skik inddeler vi hinanden i samfundsklasser, men klasseskel er aldrig skellet mellem godt og ondt, rigtigt og forkert, sand og falsk menneskelighed.

”På røven i Nakskov” portrætterer førtidspensionisten Fisker Ib, som drømmer om sin afrikanske kærlighed, mens han bakser med kummerlige boligforhold. Parret Kenneth og Irene, som har været sygdomsramt, men Kenneth oplever en vækkelse, hjulpet på vej af meditation, bliver smertefri og omkringspringende og lidt for meget for sin kone. Den 14-årige Angelica og hendes familie, som må lide den smerte, at Angelicas lille dreng dømmes til tvangsfjernelse, og i torsdags så vi, at hun sammen med sin mor planlagde at gå under jorden.

”På røven i Nakskov” er også en del af den danske virkelighed, og det er ikke familierne på kanten, som er kommet på kant med Lolland-Falster. Det er derimod TV 2, som ved at fokusere på én bestemt egn og forbinde Nakskov med det at være på røven, bidrager til fordommene om landsdelen i almindelighed og Nakskov i særdeleshed. Hvad skal man sige om en speakerstemme, der taler på de medvirkendes vegne og annoncerer, at nu kommer der noget: ”Fra det, I kalder udkant, og som vi kalder hjem”?

De, som ikke er på røven, har åbenbart andetsteds hjemme. Udkanten er for Underdanmark. Kan det undre, at vi er mange, som får lidt ondt i røven, når vi ser ”På røven i Nakskov”?

Jesper Bacher er sognepræst i Tirsted Sogn på Lolland