Præst: Hvad ville der ske, hvis Paludan kastede med Bibelen foran missionshuset i Harboøre?

Man behøver ikke at holde med Rasmus Paludan, men holder man af ytringsfriheden, må man da holde på, at den gælder lige så meget på Nørrebro som alle andre steder, skriver sognepræst

Præst: Hvad ville der ske, hvis Paludan kastede med Bibelen foran missionshuset i Harboøre?
Foto: Mathias Øgendal/Ritzau Scanpix.

I SØNDAGS VAR DET palmesøndag, hvor Jesus engang drog ind i Jerusalem under stor virak som dagens mand i skysovs og palmegrene. Dermed blev der taget hul på ugen op til påskesøndag. Også kaldet den stille uge, for ugen skulle gerne være viet til stille ærbødighed og from eftertanke i kirke, hjem og samfund. Den uge, hvor Jesus drog ind i Jerusalem og siden blev anholdt, pint og korsfæstet, var alt andet end stille, men tværtimod fuld af spænding og drama, blod, sved og tårer.

Det kan heller ikke siges, at den stille uge begyndte særligt stille på Indre Nørrebro i København. Som ”21 Søndag” på DR 1 og mange andre medier kunne berette, havde en af Rasmus Paludans demonstrationer og hans uærbødige omgang med Koranen udløst voldsomme modreaktioner. Maskerede mænd byggede barrikader, og politiet måtte trække våben og bruge tåregas.

Rasmus Paludan kastede med Koranen, og det tåles meget dårligt på Nørrebro. Paludans facon er grotesk og infantilt provokerende, men jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvad der mon var sket, hvis Rasmus Paludan havde kastet med Bibelen foran missionshuset i Harboøre.

JEG ER RET SIKKER PÅ, at politiet ikke havde haft nødigt at beskytte Paludan mod hadefulde horder af voldsmænd. Jeg gætter på, at Rasmus Paludan snarere havde fået en kop kaffe og en forbøn med på vejen. Anderledes med Koranen på Nørrebro og andre steder trindt om land. Man behøver ikke at holde med Rasmus Paludan, men holder man af ytringsfriheden, må man da holde på, at den gælder lige så meget på Nørrebro som alle andre steder.

I den muslimske verden er mennesker blevet slået ihjel på grund af beskyldninger om vanhelligelse af Koranen, og havde politiet ikke været talstærkt til stede i søndags, er det ikke godt at vide, om Rasmus Paludan var kommet til at dele skæbnen med dem. Nogle vil sige, at så kunne Paludan bare lade være med sine provokationer og demonstrative foragt for islam. Eller mene som Enhedslistens folketingsmedlem Rosa Lund på Twitter: ”Jeg tager jo heller ikke Brøndby-trøje på i Parken.” Metaforikken er ganske betegnede.

Nørrebro regnes åbenbart for slags muslimsk hjemmebane, og vil man færdes sikkert her, må man tage hensyn til det forhold. Nu er der givet også miljøer og steder, hvor Enhedslisten kan få folk til at se rødt, mon Rosa Lund synes, man skal holde de røde faner væk fra dem?

Apropos foldbold var den stille uge heller ikke så stille i den verden, som ”Fodboldmagasinet” mindede om. Der blev nemlig spillet såkaldt Derby mellem ærkerivalerne FCK og Brøndby på Brøndby Stadion. Kampen påkaldte sig særlig opmærksomhed på grund af holdenes afstandtagen fra de homofobiske tilråb, som i ugens løb var blevet kritiseret af FCK’s Viktor Fischer.

Vi må så se, om fodboldverdenen husker at svinge regnbuefanen, når der i 2022 skal spilles verdensmesterskaber i muslimske Qatar, hvor homoseksualitet kan koste piskeslag og årelange fængselsstraffe. Eller det er måske upassende på frihedens udebane

Jesper Bacher er sognepræst.