EN VANLIGT overgearet speakerstemme på DR 1 var skruet op til det nærmest skingre, da den første af tre dokumentarudsendelser om pandaerne i Zoologisk Have blev annonceret tirsdag aften: ”Pandaerne er på vej, fordi Danmark har fået en gave af Kina.”
Allerede dér knækkede filmen, for vores lille kongerige har absolut ikke fået nogen gave, men har allernådigst – som de følgende tre kvarter viste – fået lov at låne to bamser på betingelser, der er dikteret af Kina.
Og når diplomaterne i pels i dag lander i Kastrup, er det resultat af et langvarigt toppolitisk spil med dronning Margrethe som den ydmyge tjener, der i 2014 var instrueret i at spørge præsident Xi Jinping, om Kina mon ville låne os et par pandaer.
Den slags er nemlig noget ganske særligt, og Danmark kan nu bryste sig af at være det kun 19. land, der nyder godt af den kinesiske velvilje. Eller kan vi nu også det?
FORHOLDET TIL KINA er nemlig langtfra ukompliceret. På den ene side en handelspartner så stor, at ingen andre lande uden for EU har samme betydning for handelsbalancen. På den anden side et styre, der ofte lader hånt om basale menneskerettigheder – og som ikke skal fornærmes af demonstranter med tibetanske flag i Københavns gader.
Det således komplicerede forhold er heldigvis jævnligt i mediernes søgelys. I den seneste tid har elektronikgiganten Huaweis bud på et nyt 5G-mobilnet fyldt en del. Det samme har kinesiske investeringsønsker i grønlandske lufthavne. Og endelig har den kontroversielle og systemkritiske kunstner Ai Weiweis brug af legoklodser skabt forviklinger.
Alligevel er Danmark kommet med i den eksklusive pandaklub. ”Blandt andet fordi,” som Kina-ekspert og professor Kjeld Erik Brødsgaard udtrykte det i udsendelsen tirsdag aften, ”vi er gode på miljø, på velfærd, fødevaresikkerhed og uddannelse.” Systemløsninger, som kineserne har brug for, og som med 40 pandadiplomatiske handelsaftaler ifølge Brødsgaard ”viser, at vi er i lommen på kineserne”.
TILMED SKAL DER GRAVES DYBT i egne lommer. Det, der først blev kaldt en gave, sidenhen et lån, er i praksis leje af de to pandaer. Prisen er 6,5 millioner kroner om året. Og inden første årsleje er betalt, er der brugt omkring 150 millioner kroner til et nyt pandaanlæg i Københavns zoo. Tegnet af stjernearkitekten Bjarke Ingels.
At et ellers bevaringsværdigt elefanthus måtte falde for at skabe plads, fremgik som en sigende detalje. Og spagfærdig modvilje blandt politikerne i Frederiksberg Kommune – som er Københavns zoos hjemsted – forsvandt tilsyneladende i en bermudatrekant med pandaer, handelsaftaler og stjernearkitektur.
To afsnit mere følger de kommende tirsdage, forhåbentlig med flere dyk ned i det særegne pandadiplomati, som med al tydelighed viser magtforholdet mellem store Kina og lille Danmark. Og at pandaer ikke bare er... pandaer.
Kurt Strand er journalist, radiovært og ekstern producent af DR P1-programmet ”Mennesker og medier”.