Paradis er en have

Verden af af lave, og det har den været meget længe. Men det kan en have måske ændre lidt på

Det forunderlige ved Søren Ryge Petersens haveprogrammer er, at de rummer så meget mere end gode haveråd, mener Jesper Bacher.
Det forunderlige ved Søren Ryge Petersens haveprogrammer er, at de rummer så meget mere end gode haveråd, mener Jesper Bacher. . Foto: Bo Amstrup.

Verden har undergået store forandringer, og der er gjort betragtelige fremskridt, men der er onder, som aldrig forsvinder. ”To ting er uendelige: universet og den menneskelige dumhed. Dog er jeg ikke helt sikker, hvad universet angår.”

Citatet tillægges Albert Einstein, og det kunne ses som en anden måde at tale om det, kristendommen kalder arvesynd. Synd er dumt og selvdestruktivt, men ikke desto mindre går dumheden i arv, fordi hver generation tager den op. 

Det store syndefald stod fadder til utallige små. Nogen vil kalde det sortsyn, men ubehageligt klarsyn nyder sjældent den bedste presse. Også på denne pragtfulde årstid gælder Ludvig Holsteins vedmodige ord fra et sommerdigt. ”Hele verden drømmer/ om et dyb af lykke/ som den ej kan nå.”

Alligevel er der stunder og steder, hvor man mærker strejf af Paradis, hvor verden falder i hak, og alt synes godt og smukt. På sin vis er menneskers haver små paradisdrømme. Nu skal haven ikke idylliseres. Havearbejdet foregår i den faldne verden med dens slid og slæb, og haven kan i bogstavelig forstand vokse en over hovedet. Der er imidlertid noget dybere i haven, længslen efter et refugium, et tilflugtssted, et sted uden for verden, en oase i livets ørken. Ja, ja, mange haveejere tænker nok mere jordbundet om deres haver, men haverne har under- og overjordiske forbindelser, som ikke skal begraves under lutter muld og spagnum.

Haven som en paradisdrøm var i hvert fald nærliggende, da Søren Ryge Petersen præsenterede os for første afsnit af ”Haven i mosen” på DR 1. En genudsendelse, men der er noget tidløst over haver, så det betyder ingenting. 

Vi blev vist rundt i Nils Villadsens have i Vestjylland, en mægtig landskabshave med 2000 rododendroner, pilekrat, skulpturer og lige ud til Storåens snoede løb. Akkompagneret af Schubert-musik førte Nils Villadsen og Søren Ryge Petersen seerne rundt ad stisystemet, og på et tidspunkt kom de til en grøn dør under piletræernes skygge. Nils Villadsen kaldte døren for Sankt Peters port, og vel trådte man ikke ind i himmeriget, men døren tilføjede haven et yderligere skær af mystik. Haver er mere end haver.

I haven var der ydermere et rosenslot, de smukkeste glaspavilloner og hvert år sang og ballet midt i det grønne. Nils Villadsens indsats og kreativitet var i sandhed imponerende, og man tænkte, at trods havens paradisiske præg kunne der ikke være meget tid til sabbatshvile. Han bedyrede dog, at haven langt fra tog al hans tid.

Jeg så på skærmen og ud på min have, som ikke tåler sammenligning med haven i mosen og dog har sin egen skønhed. Det er det forunderlige ved Søren Ryge Petersens haveprogrammer, at de rummer så meget mere end gode haveråd. Havemenneske eller ej, så kan man glædes ved hans havevandringer. ”Den morgenstund, du kommer/ da gryr en evig sommer” slutter en smuk sommersalme med reference til Jesus. Indtil da kan vi indtage lidt Paradis i sommerens haver.