Hvor går grænsen mellem gys og gråd? Kan man lave sjov med skeletter, kranier, kister og gravsteder? Sådan blev der spurgt i onsdag aftens udgave af TV Avisen. Spørgsmålene blev stillet i anledning af halloween-forsøgene på at forholde sig til død og sorg den sidste dag af oktober.
Optrin af dæmoniske og monsteragtige fremtoninger tager sig i mine øjne ud som en makaber dødskult, der fører sig frem med mareridtsagtige ”skræmmekampagner”. Der er perioder af livet, hvor disse halloween-udskejelser virker hjerteløse og helt uforenelige med andægtige kirkelige markeringer af allehelgensdag.
Så var der anderledes opbyggeligt tankestof at hente i aftenens DR K-udsendelse ”Du er stadig hos mig”. Den kunne ses som en slags opfølgning af eftermiddagens udgave af P1-debatprogrammet ”Kejser”. Her havde studievært Anne Kejser besøg af en ung kvinde, som på en uhyrlig måde havde mistet sin halvandet år gamle søn. Og af en mand, der både havde mistet sine forældre og to brødre. Selvom der var tale om ekstreme tilfælde, kunne beskrivelsen af de næsten ubærlige skæbneforløb fremkalde almengyldige betragtninger over, hvordan vi i disse år synes at være blevet mere åbne i vores omgang med egne og andres sorg og tab.
Døden er blevet mindre tabubelagt, end den var i lange perioder af det 20. århundrede. Der blev i radioen formuleret livsbekræftende fortællinger om at fejre livet på trods af døden. Alligevel savnedes religiøse henvisninger.
Når sprogforskeren Mai-Britt Guldin fra Aarhus Universitet i foromtalen af ”Kejser” blev tillagt holdningen, at ”mennesket har altid brugt ritualer, når livet bliver for vanskeligt for os. Men der findes ikke længere en drejebog for, hvad vi skal gøre, når vi mister”, så gælder det i hvert fald ikke de store dele af befolkningen, der tillidsfuldt lader kirken træde til med sin slidstærke liturgi og forkyndelse.
Helt anderledes end i ”Kejser” kunne seerne i nævnte DR K-udsendelse møde en kyndig præst, som forklarede, hvordan man i folkekirkeligt regi kan vejledes til ”at komme i kontakt med sine følelser” og ”at kontrollere det ukontrollerbare”. Døden kan transformeres til noget positivt. Den kan blive en særlig gave: en opgave.
Se lige engang igen på overskriften til disse spalter: Pas på det, du ser med lukkede øjne! Jeg formulerede den ud fra en iagttagelse, den gode Tore Leifer gjorde i onsdagens udgave af ”P1 Kulturen” i anledning af den nye særudstilling med den franske kunstner Odilon Redon (1840-1916) på Glyptoteket i København: ”Han maler det, han ser med lukkede øjne!”.
At se det, man ser med lukkede øjne, gør man i forhold til døden klogt i at værne om. Det er imidlertid også noget, der skal ske vagtsomt. For den gamle visetekst af Børge og Arvid Müller ”Glemmer du, så husker jeg alt” (1932) har jo kun delvist ret i refrænet: ”Minderne har jeg da lov at ha’/ Dem kan du aldrig, nej aldrig ta’.” Det kan sygdom, sorg og død!
Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder.