En lykkelig pinse: Gudstjenester fra kirken der aldrig sover

Leif Hjernøe evaluerer pinsen i æteren.

Næst efter Helligånden er musikken den stærkest virkende kraft i kirken, som Martin Luther siger. Her er Treenigheden malet af El Greco.
Næst efter Helligånden er musikken den stærkest virkende kraft i kirken, som Martin Luther siger. Her er Treenigheden malet af El Greco.

Lykkeligvis opholdt min familie og jeg os i weekenden ved Vestkysten på Henne Strand. Her kunne vi fejre pinse under blå himmel og på internettet med særlig glæde lytte til Grundtvigs geniale salme: I al sin glans nu stråler solen. I sandhed, det gjorde den i alle måder på de kanter!

For også radioens pinsegudstjenester spredte solbeskinnet glæde fra ”kirken der aldrig sover”, Treenighedskirken i Esbjerg. Det skete under storslået medvirken af kirkens drenge- og mandskor.

Som transmissionsvært Malene Fenger-Grøndahl omhyggeligt forklarede det, så er der tale om et udsøgt kor på cirka 50 deltagere, som mange seere i årenes løb har kunnet glæde sig over i tv-programmet ”Før søndagen”. 60 optagelser er det blevet til.

Tre år efter at Treenighedskirken var færdiggjort, blev koret en fast bestanddel af de kirkelige handlinger. Fra og med 1. søndag i advent 1964 blev det stiftet af lederen gennem de følgende 25 år, organist Per Günther. Under ophold i England havde han fundet stof til fornyelser af den lokale korsang.

Under inspiration af engelske musikalske og organisatoriske traditioner var det blandt andet herfra, at ”De ni læsninger” i de følgende år bredte sig som en menighedsengagerende gudstjenesteform overalt i Danmark.

Ret usædvanligt var det i radioen den samme sognepræst, der prædikede både pinsedag og anden pinsedag. Det var nu et heldigt valg, skulle det vise sig. Ingrid Lisby Schmidt forstod at give de to transmissioner hvert sit særpræg. Dels et traditionelt forkyndende, dels et kortfattet reflekterende og musikalsk. I begge tilfælde med velgørende pauseringer.

Alt i alt var det to transmissioner præget af et tydeligvis omhyggeligt forarbejde. Med henvisning til Martin Luther: Næst efter Helligånden er musikken den stærkest virkende kraft i kirken. Ordet, ånden og musikken hører sammen. Både i julen, påsken og pinsen flytter Jesus dermed ind i verden på en sådan måde, at den bliver afsløret med åndens usynlige og dog virkelige magt.

Der skal oplives, oplyses og skabes klarhed båret af Guds skaberkraft og med en ånd, som kan bevæge os og om muligt gribe det ubegribelige. Det sammenlignende ”som” er da hele tiden nødvendigt. Det, som ser ud af ingenting, kan så vise sig at have bærende betydning.

Med henvisning til en tegning af Storm P., hvor tallet for en million vises: ”I sig selv betyder et nul ingenting, og alligevel er det nullerne, der tæller”. Det er fortegnet, der giver betydning. Sådan kan den kristne tro give os rødder og vinger.

Velsignelsen kan være et sådant fortegn. Det er herefter ånden, der tæller. Den daglige dosis giver virkningsfylde. Enhver ved, at man ikke kan spise sig mæt én gang for alle. Livets brød modtages bedst i små bidder. Med citat af Martin Luther King: ”Hver dag skal vi hugge en sten af håb ud af fortvivlelsens bjerg”. Om det så også kun er en lille bitte sten, sagde Ingrid Lisby Schmidt fra ”kirken der aldrig sover”.