DET STÅR TILSYNELADENDE ualmindelig skidt til for dansk journalistik for tiden. De seneste par uger har således budt på skandaler, der har skabt store overskrifter i stort set alle nyhedsmedier og omfattende diskussioner på nettets sociale medier.
Først var der skandalen med sportsjournalist Michael Qureshi, som har haft et meget afslappet forhold til, om hans kilder eksisterede eller ej. Og så fulgte afsløringen af USA-korrespondent Annegrethe Rasmussen, der blev beskyldt for ikke bare at have skrevet af efter det britiske The Economist, men også for at have sjusket med manglende kildehenvisninger i artikler i dagbladet Information.
Afsløringen førte til omgående opsigelse af Annegrethe Rasmussens på en række medier, som hun har skrevet for. Tydeligvis med Qureshi-sagen som bagtæppe, men måske nok så meget, fordi hun tilbage i 2001 blev fyret som chefredaktør på Berlingske Tidende efter at have skrevet store dele af en leder fra konkurrenten Politiken af.
Det var derfor ikke overraskende, at Annegrethe Rasmussens lidt for lette pen var til debat i ”Presselogen” på TV2 News i går. Og det kom hurtigt frem, at den alvorligste brøde måske ikke var selve plagieringen af andres artikler, men at hovedpersonen - som selv medvirkede på en desværre lidt dårlig forbindelse fra Washington - havde forsøgt at dække over sin kopi-journalistik. Undskyldningen lød blandt andet, at det ”selvfølgelig var en fejl, at jeg ikke citerede Economist”.
Hvordan sådan en fejl kan opstå, er en gåde, for en journalist ved selvfølgelig godt i en skriveproces, hvornår citationstegnene skal findes frem. Og selvom den nu detroniserede Washington-skribent og kommentator ganske som alle andre journalister kan, skal og bør lade sig inspirere af andre, så er det en gåde, hvorfor hun ikke skiltede med sine inspirationskilder. I det konkrete tilfælde med delvis plagiering af Economist havde hendes egen artikel jo ikke stået svagere i læsernes bevidsthed, hvis hun havde citeret korrekt. Vel endda tværtimod, fordi hun dermed kunne fremstå som en velorienteret journalist, der også er i stand til at fortælle sine læsere, hvad internationale medier - som jo kun læses af et fåtal herhjemme - skriver om en given sag.
Og selvom det kan synes at være i småtingsafdelingen, om en journalist citerer korrekt eller ej, så handler det i sidste ende om tillid og troværdighed. Journaliststanden har generelt en meget lav placering i målinger af forskellige faggruppers troværdighed; kun brugtvognsforhandlere, ejendomsmæglere og politikere høster ringere bedømmelser.
Om den lave placering er helt retfærdig eller ej, kan være svært at vurdere. Til gengæld viser de seneste ugers offentlige diskussion af både Qureshis og Rasmussens gerninger, at det står ganske godt til med selvkritikken i mediebranchen. Det er i sig selv et sundhedstegn. Og når diskussionerne overhovedet kan opstå, skyldes det den transparens, som klassiske medier skal lære at leve med.
En transparens, som heldigvis har gjort det vanskeligere at praktisere det klassiske, selvironiske dogme ”uden saks og klister - ingen journalister” uden at det bliver opdaget.