Politik er mere end en tilskuersport

Det er problematisk, at politik har fået karakter af en publikumssport i medierne. Man får for meget – og for lidt, skriver generalsekretæren i Bibelselskabet

MAN HØRER AF OG TIL om mennesker, der bliver deprimerede, når Tour de France eller en VM-slutrunde i fodbold er forbi. Efter uger med en daglig dosis, en fremadskridende føljeton af nederlag og sejre, er det simpelthen for svært at undvære det daglige kick.

Hvis man har hang til politik, har det sidste halve år været som én lang tour. Først var der Brexit, hvor man hele foråret dag for dag kunne følge Theresa Mays stålsatte kamp for at få en aftale i hus med EU. Forgæves. Abdikation uundgåelig. Så kom hele to danske valgkampe, hvor folketingsvalget blev langt mere interessant, end nogen havde forestillet sig. Og efter sommerferien det dramatiske formandsopgør i Venstre. Det kulminerede i kongemordet i Brejning, hvor Lars Løkke Rasmussen (V) sneg sig ud ad bagdøren og overlod scenen for den grådkvalte afsked til Kristian Jensen (V). Jeg sad klinet til skærmen, selvom det var solskin og septemberhimmel.

I FORHOLD TIL denne højspændte episode var sidste weekends landsmøde noget mindre strømførende. Det virkede lidt fladt med alle klapsalverne. Nedturen var overhængende. Måske var det denne fornemmelse, der fik Morgenavisen Jyllands-Posten til at decibelmåle klapsalverne under Jakob Ellemann- Jensens (V) tale? For at illudere lidt af spændingsniveauet fra den udslagsgivende bjergetape ved Vejle?

Man kunne også se fokuseringen på effekt frem for indhold som en journalistisk kapitulation. Det er problematisk, at politik har fået karakter af en publikumssport i medierne. Man får for meget – og for lidt. Decibelmåling er bare et nøk i den retning.

Men vi hænger der igen, ved transmissionerne fra de højtråbende debatter i det britiske underhus, efter at de igen er trådt sammen i denne uge. Det er ved at udvikle sig til en polsk rigsdag, hvis nogen stadig kender det udtryk. Det polske parlament var stort set lammet fra 1572 til 1791, fordi ethvert medlem kunne nedlægge veto mod en beslutning. Så langt er Brexit trods alt ikke, men trist er det at følge debatterne fra Underhuset.

MERE TERAPEUTISK for den politikafhængige er ”Det politiske talkshow” på DR 1, hvor Johannes Langkilde holder passiar i sofagruppen med tre politikere. Torsdag aften var det Dan Jørgensen (S), Pernille Skipper (EL) og Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA), der fik lov at være lidt mere tænksomme end ellers. Det aktuelle tema var forhandling i anledning af de kommende finanslovsforhandlinger, en form for politisk eks-tremsport.

Det var velgørende at høre de tre politikere tale om det gode forhandlingsresultat, når alle både giver og får noget. Pernille Skipper konstaterede, at det er nemmest at få noget igennem, hvis man lader andre tage æren. Det kræver et vist format – og så det, som en professionel gidselforhandler anså som vigtigt for en god forhandler: ydmyghed og venlighed.

Måske man skulle bede gidselforhandleren tage en time eller to med Boris Johnson?

Birgitte Stoklund Larsen er generalsekretær i Bibelselskabet.