'Her & Nu' viste sit sande sladderpresseansigt

Det er åbenbart blevet en naturlig norm at mene, at hvis de kongelige ikke kan lære at tage telefonen, så må ugebladene jo opfinde historierne selv, skriver Sørine Gotfredsen efter sagen om prinsesse Marie og ugebladet Her & Nu

Ugebladet Her & Nu måtte i denne uge beklage en historie om prinsesse Marie og bringe en berigtigelse. -
Ugebladet Her & Nu måtte i denne uge beklage en historie om prinsesse Marie og bringe en berigtigelse. - . Foto: Sophia Juliane Lydolph/Scanpix.

Det sker sjældent, at de kongelige tager til genmæle angående alt det, der skrives om dem i medierne. De udvikler utvivlsomt et ret solidt skjold i forhold til strømmen af sladder, men i denne uge blev det prinsesse Marie for meget.

Ugebladet Her & Nu havde bragt historien om, at prinsessen havde fået forstørret sine bryster på en klinik i Litauen, hvilket førte til, at hoffet udsendte en pressemeddelelse, der fastslog, at historien var det pure opspind.

Her & Nu tog det usædvanlige skridt at beklage historien i bladet, hvilket chefredaktør Erling Tind Larsen i går fik lov til at uddybe i P1's ”Mennesker og Medier”. Her forklarede han, at de troede på deres kilder, og at beklagelsen ”rækker dybt ind i vores journalistiske sjæl”.

Mon dog.

Hvad netop denne sjæl angår, kunne man jo nemlig spørge, hvordan den egentlig har det med overhovedet at beskæftige sig med noget så privat som en prinsesses krop. Og da Erling Tind Larsen beklagede, at de kongelige ikke kan ringes op, så de selv kan bekræfte eller afvise diverse rygter, viste han sit sande sladderpresseansigt.

Og ikke mindst sin pinlige mangel på basal forståelse for monarkiet. Det består ikke af realitystjerner, men af ophøjede repræsentanter for dansk historie, og Erling Tind Larsen demonstrerede til fulde, hvilken simpel tankegang der hersker i sladderbladsmiljøet.

Det var chefredaktør for Søndagsavisen Arne Ullum, der her på P1 fik sat tingene på plads. Han er tidligere chefredaktør på BT, han kender gråzonerne ud og ind og mente, at historien om prinsesse Marie viser, at pressen maser sig for langt ind i soveværelset. Hvorefter han påpegede nogle bestemte skred i dansk mediehistorie.

Da Henrik Qvortrup i 2001 blev chefredaktør på Se & Hør, blev hele branchen rykket et skridt nærmere rendestenen, og man anede i de år, at sladderbladsskribenter med ny selvbevidsthed begyndte at dyrke en forkvaklet morale om, at hvis folk ikke vil deltage i historier om sig selv, så må man jo gætte sig frem.

Da prins Joachim og Alexandra blev skilt i 2005, gik pressen således på en ny måde amok i gætterier angående årsagerne til bruddet. Og tænk bare - denne rå gættementalitet sad Erling Tind Larsen og retfærdiggjorde i går.

Det er åbenbart blevet en naturlig norm at mene, at hvis de kongelige ikke kan lære at tage telefonen, så må ugebladene jo opfinde historierne selv. Hvortil Arne Ullum bemærkede, at det er præcis dér, at journalistik bliver til ren sladder og intet andet. Såre sandt.

Endelig havde Ullum også den udmærkede pointe, at det jo faktisk forekommer, at visse journalister opbygger et forhold til de kongelige, der gør det muligt at lave de personlige aftaler og samtaler. Men det kræver nok, at journalisten præsenterer sig selv med passende respekt og forståelse for, hvad kongehuset overhovedet er.

Et godt gæt er for eksempel, at prinsesse Marie ikke vælger Erling Tind Larsen, hvis hun skulle få lyst til at betro sit telefonnummer til en journalist.

Sørine Gotfredsen er forfatter, præst og journalist