Prøv avisen
Mediekommentar

Kurt Strand: Program hos Søren Ryge var uambitiøst venstrehåndsarbejde

Selvom DR 1-speakeren efter rulleteksterne sagde pænt ”tak for en dejlig forårsfest til Søren Ryge og venner”, står et rungende spørgsmål tilbage: Hvorfor i alverden skulle forårsfesten sendes i tv? Foto: DR Presse

Af Kurt Strand

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Sjovt var det muligvis for Søren Ryge selv og alle dem, som efter håndtryk, kaffe og kage fyldte gårdspladsen med spillemandsmusik og rundkredsdans. Men for udenforstående var det en fæl omgang tidsspilde.

DET VAR IKKE en hjemmevideo. Ej heller et amatørprogram på en lokal kanal. Og øjensynligt heller ikke fraklip fra noget, der ikke skulle være sendt. Næh, det var såmænd DR 1 onsdag aften klokken 21.00-21.30. En halv time med Søren Ryge, som havde lagt haveredskaberne til side og i stedet inviteret et halvt hundrede naboer, venner og familiemedlemmer til forårsfest i solskinsvejr på sin idylliske djurslandske gårdsplads.

Inden da var der dykket ned i arkivet med musikalske klip fra tidligere Søren Ryge-udsendelser. Muligvis, som det skulle vise sig, fordi der ikke var nok at fylde ud med fra den ifølge foromtalen ”vildt hyggelige” forårsfest. Og derfor skulle vi arme seere trækkes gennem en omgang Schubert, på et opklodset piano, fra august 2013, se og høre en cellist fra 2016 og til sidst 50 børn fra en violinskole i Aarhus, som diverterede med ”De lyse nætter” på Ryges gårdsplads, fra sankthans 2017.

”De spillede, så der ikke var et øje tørt,” lød det lidet overbevisende fra Søren Ryge. Uden at underkende, at det er godt og fint, når børn spiller musik, så er vi sikkert mange, som af erfaring ved, at musikskolemusik klinger bedst, når det er ens egne poder, som forsøger sig.

SJOVT VAR DET MULIGVIS for Søren Ryge selv og alle dem, som efter håndtryk, kaffe og kage fyldte gårdspladsen med spillemandsmusik og rundkredsdans. Men for udenforstående, seerne ved allandsens tv-skærme, var det en fæl omgang tidsspilde.

Uambitiøst venstrehåndsarbejde, hvor det aldrig rigtig blev klart, hvad meningen med det hele egentlig var.

Så selvom DR 1-speakeren efter rulleteksterne sagde pænt ”tak for en dejlig forårsfest til Søren Ryge og venner”, står et rungende spørgsmål tilbage:

Hvorfor i alverden skulle forårsfesten sendes i tv? Måske for at udfylde en halv times tom sendetid i programplanen på DR 1?

Hvis dét er tilfældet, blev det for DR et ufrivilligt eksempel på, at der er for lidt indhold til for mange kanaler. At kritikere af det snart skattefinansierede mediehus har ret, når de siger, at det er helt unødvendigt med seks tv-kanaler.

Og at det derfor kan vise sig fornuftigt, at det politiske flertal bag sidste sommers medieforlig har tvunget DR til at skære ned til tre flowkanaler fra januar næste år.

Men sådan hænger det selvfølgelig ikke sammen.

En halv times forårsfest på Søren Ryges gårdsplads finder ikke vej til sendeplanen, uden at det er nøje overvejet af en eller flere redaktører i en afdeling kaldet DR Medier.

Enhver udsendelse skal nemlig være i overensstemmelse med det flow, en tv-aften skal byde på. Og den skal ramme og fastholde potentielle seere.

Nogen har altså med fuldt overlæg besluttet, at forårsfesten var det helt rigtige at byde på i den bedste sendetid.

Så meget desto værre. Selvom der er pænt i Søren Ryges have og på hans gårdsplads omkranset af solbeskinnede, okkergule bygninger.

Kurt Strand er journalist, radiovært og ekstern producent af DR P1-programmet ”Mennesker og medier”.