Radio24syv er lige så mangeartet som DRs P1

TV & radioanmeldelse af Leif Hjernøe

TV & radioanmeldelse af Leif Hjernøe.
TV & radioanmeldelse af Leif Hjernøe. Foto: .

Jeg kommer aldrig i folkekirken, den siger mig ikke noget. Sådan lyder en af den slags vurderinger, som siger betydeligt mere om kritikeren end om det kritiserede.

Noget lignende skal derfor undgås i følgende omtale af Radio24syv.

Jeg har længe villet forholde mig til den nye radiokanal. Den har været meget omtalt, men er efter alt at dømme ikke blevet tilsvarende aflyttet. Når jeg har spurgt mig for, har svaret ofte været i stil med det indledende: Jeg hører ikke Radio24syv, den er ikke noget for mig.

LÆS OGSÅ: Per Stig: Meget snak i Radio24syv

Og det er jo meningsløst. Man kan ganske enkelt ikke have en mening om noget, man ikke kender til. Når interessen for at lytte til Radio24syv har været så beskeden, skyldes det, at kanalen åbenbart ikke imødekommer noget behov for et alternativ til især DRs P1.

Jeg gætter imidlertid på, at mange lyttere dog langsomt er begyndt at gøre sig fortrolig med de nye programtilbud efter midnat, hvor der ikke længere er genudsendelser af P1- og P2-programmerne på FM-båndet. I så fald er det Radio24syvs Nattevagten, der bliver introduktionen.

For nye lyttere kan det have virket skræmmende. Jeg har her især bemærket programværten, forfatteren og musikeren Roxanna Anne Albeck, også kaldet Roxy. Hun omtaler sig selv som halvt inder og halvt dansker. Ud fra egne erfaringer med stof(mis)brug og stof(mis)brugere samtaler hun med både ofre, rådgivere og behandlere om relaterede emner.

Aften efter aften ugen igennem er der mindst et par timer til rådighed. Virkelig god tid. Det skaber en usædvanlig stemning af intimitet og fortrolighed, som man måske lige skal vænne sig til. Fordomsfrit, sagligt og hudløst selvudleverende diskuteres tidens væsentligste misbrugsproblemer.

Ganske udramatisk får lytterne indblik i en parallelkultur af en størrelsesorden og betydning, der hvad sundhedsmæssig farlighed og sociale ulykker angår langt, langt overgår, hvad der ellers tænkes på, når talen er om tidens kultursammenstød og indvandrerproblemer.

Hver gang der bruges 1000 kroner på behandling af følgevirkningerne af misbrug af alkohol og narko, bruges der kun 1 krone på forebyggelse. Som en spontan reaktion på denne chokerende oplysning kunne man natten mellem tirsdag og onsdag høre dette suk: Tænk, om det var omvendt!

Ja, tænk engang. Og her har Roxys timelange natteudsendelser haft en mission: at oplyse, at gennemtænke, at diskutere med de involverede og at modtage telefonopkald fra lytterne. I sig selv en form for forebyggende indsats mod uværdige forhold, der er mere udbredte, end vi normalt orienteres om.

Det er ikke muligt at udtale sig generaliserende om Radio24syv. Sådan er det jo også med DRs P1. Radio24syv er lige så mangeartet som DRs P1.

Bemærk programoversigten på modstående side skråt til venstre for disse spalter. Mit spørgsmål er her: Hvorfor i alverden kunne disse nye tiltag ikke lige så godt have udfoldet sig i DRs rammer?

Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder