Udgangspunktet var denne gang regeringens nyeste forslag til, hvad der måske vil resultere i den mest vidtgående reform af folkeskolen i nyere tid.
Flere lyttere var i den forbindelse inde på, at en forlængelse af lærernes undervisningstid kun vil gavne, hvis der gøres noget effektivt ved, hvad der her noget unuanceret og fordomsfuldt generaliserende skal omtales som folkeskolens disciplinkrise.
LÆS OGSÅ: P2 har trukket det korteste strå, fordi radio er et dagsmedie
Den foreslåede forøgelse af undervisningstidens omfang tegner også af den grund til at skabe konflikter med lærerne. Umiddelbart at se til tales der i reformforslagene mere om målene end om midlerne.
Som mediekommentator har jeg i de senere år været opmærksom på, hvor altdominerende skærmkulturen er blevet. Hver gang, der i tv vises optagelser fra klasseværelser, ser man rækker af elever med stirrende øjne og søgende fingre på deres pc-tastaturer.
Sådan også i andre forbindelser. Der tastes på iPads, smartphones og playstations. Et flimrende skærmlys giver de unges ansigter et uvirkeligt skær og nogle skræmmende, forstenede træk. Det er billederne, der bevæger sig, ikke øjnene!
Måske er det her også for unuanceret og for fordomsfuldt formuleret. Men det kan som bekendt fremme forståelsen. Så jeg fremturer med dette spørgsmål: Skyldes den stærkt hæmmende disciplinkrise ikke først og sidst, at eleverne ikke hører efter?
Verden synes at råbe på samvittighedsfulde, koncentrerede og opmærksomme lyttere. Næsten alle alvorlige kriser skyldes svigtende evner til at høre ordentligt efter. Med den største respekt for anskuelsesundervisning skal en slags pædagogisk skoleradio hermed efterlyses. Radioen er her et betydningsfuldt, men efter alt at dømme overset medium. I min første skoletid, det vil sige fra cirka 1945 til 1955, var der faktisk noget, der hed Danmarks Skoleradio. Efter den almindelige skoletid holdt jeg meget af disse udsendelser.
Det var livsaligt velgørende bare at kunne lukke øjnene for alene via en enkelt sansekanal at kunne opleve radioens velformulerede og også derfor dygtigt oplysende medarbejdere. Der blev skabt en meningsfylde, der samtidig var stærkt fantasiappellerende.
Og det sidste er måske det vigtigste. Radiofolks sprogbrug er, når den fungerer bedst, billeddannende. Billeder, der på naturlig måde får et helt personligt præg. Fuldstændig på samme måde, som mennesker altid har haft det med gode fortællerstemmer.
Som så mange andre i min generation kan jeg henvise til de oplevelser og erfaringer, som længst afdøde bedsteforældre kunne tilbyde: stærkt oplysende historier i en ellers i mange henseender mørkelagt tid.
I min familie husker vi med et smil på min farmors utaknemmelighed, da hun fik et tv-apparat på plejehjemmet: Jeg holder så meget af mine egne forestillinger. Hun lyttede derfor særlig godt efter, når der var radioteater og radioforedrag.
Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder