LÆSERNE AF dette dagblad vil uden tvivl være bekendt med lignelsen om den fortabte søn. Fortællingen om sønnen, som får udbetalt sin arv og rejser fra gården, hvorpå han formøbler formuen, ender blandt svinene, går i sig selv, vender hjem og modtages af sin far med åbne arme.
På TV 2 er der også en historie om at komme til og forlade en gård, om at føle sig fortabt og finde vejen tilbage. Jeg tænker på programmet ”Hjem til gården”, som søndag aften løb over skærmen.
Her skal 12 vidt forskellige mennesker bo på en idyllisk beliggende gård uden el og rindende vand og klare sig med håndelag og knofedt som i forne tiders landbosamfund.
En rejse tilbage i tiden og en konkurrence med tvekampe, hvor deltagerne gradvist sendes hjem, indtil den sidste mand eller kvinde står tilbage med en pengepræmie på 500.000 kroner. Engang var det mestendels sportsfolk, som konkurrerede til offentlig beskuelse, nu er det alle og enhver, og nu er konkurrencerne ofte langvarige og nærgående. Det er ikke hyggelige quizzer, men indædte kampe fulde af intriger.
I DET DANSKE MEDIELANDSKAB begyndte det vel for alvor med ”Robinson Ekspeditionen”, hvorfra vi fik udtrykket at ”blive stemt hjem”. Indtil da blev man slået hjem i ludo, men det var med al respekt for passionerede ludospillene et mindre slag. Med til konceptet hører også, at man kommer tæt på deltagerne, som fortæller om deres oplevelser og kommenterer de andre. Jo flere blottede følelser, jo bedre, personkonflikter øger underholdningsværdien. Men folk stiller selvfølgelig op ganske frivilligt, og man må formode, at de ansvarlige gør noget for at sortere de svageste sjæle fra.
Man kan selvfølgelig også anføre, at disse programmer nok konstruerer en ramme, men egentlig tydeliggør de bare det spil, som foregår mellem mennesker. Hele det sociale spil med magtkampe og positioneringer, alliancer og partier, venskaber og fjendskaber, vindere og tabere, som også spilles uden for skærmen. På tv er det bare mere overskueligt og måske endda mere nådigt, for det er trods alt kun en leg. Noget, man kan gå ind og ud af i modsætning til i det virkelige liv.
Der er også opløftende elementer i form af humor og selvironi, sammenhold og hjælpsomhed blandt konkurrenterne. En af deltagerne var i øvrigt sognepræst Peter Viuff fra Trige, som meget underfundigt sagde om sin deltagelse:
”Jeg synes, at når man skal ud på Herrens mark, så skal man også have en præst med.”
En kyndig sjælesørger kan nok gøre fyldest i et realityprogram, men sammenhængen gør selvfølgelig sjælesørgeren til en rival. Peter Viuff kunne sandelig også mere end sit Fadervor og stod blandt andet for et smukt pilehegn omkring gårdens køkkenhave.
Apropos lignelsen om det fortabte søn, må man sige at ”Hjem til gården” skaber hvis ikke fortabte sønner og døtre så forviste sønner og døtre, og før fedekalven for alvor kommer på bordet, skal de andre fejes af banen. Nuvel, sådan er det med kappestrid, og selvom man må forlade gården, er man er ingenlunde fortabt.
Jesper Bacher er sognepræst.