Med programtitlen ”Dokumania: Leaving Neverland” blev første del af den meget omtalte film om afdøde sanger og entertainer Michael Jackson (29. august 1958–25. juni 2009), med tilnavnet ”Kongen af Pop”, onsdag aften præsenteret med disse ord:
”Påstande om, at Michael Jackson skal have misbrugt børn seksuelt, dukkede første gang op i 1993. Men mange fandt det svært at tro, at den legesyge, børneglade sanger kunne være noget så grumt.
James Safechuck var 10 år gammel, da han blev ven med Michael. Wade Robson var 7. De to mænd, der nu er i 30’erne, samt deres mødre, hustruer og søskende fortæller her om misbruget, og hvordan deres oplevelser med selv at få sønner har fået dem til at bryde tavsheden.”
Jeg citerer foromtalen i sin helhed så omhyggeligt, fordi jeg havde svært ved at se den problematiske udsendelse færdig. Og fordi jeg trods alt ønsker at knytte nogle principielle betragtninger til forestillingen.
Nogen nøjere analyse afstår jeg fra, dertil finder jeg projektet for utiltalende. Jeg ville da heller ikke se anden del, der blev vist i aftes.
Det eneste gode, jeg har at sige om filmen, er, at den til skræk og advarsel i de mest afslørende intime detaljer beskriver, hvordan en pædofil forfører et barn, sådan at det sidenhen præges med livslang psykisk skadevirkning.
Og sådan, at også barnets pårørende får mentale ar på en belastende måde. Det var en demoraliserende og dog lærerig forestilling. Sådan opfører man sig ikke. Forhåbentlig har ofrene for overgrebene vidst, hvad de gjorde – også mod deres familier.
Jeg håber, mine læsere tilgiver, at jeg benytter disse spalter til at beskrive et fænomen, som egentlig ikke fortjener så fyldig en omtale. Hverken i et skattebetalt elektronisk medium eller i nærværende avis. Lad dog ordene stå som et eksempel på, hvor betænkelig, forførende, smagløs, underlødig og perverteret, visse sider af popkulturen er.
Dertil kommer, at det i Michael Jacksons tilfælde var af et så kolossalt økonomisk omfang, at hans optræden åbenbart kunne gøres tiltrækkende på et tilsvarende stort publikum. Det er uhyrligt at tænke på, at formuerne er blevet brugt på så usympatisk måde, som pædofili repræsenterer. Det er også ubehageligt hermed at skulle føle sig forpligtet til at skrive så negativt om en afdød verdensberømt tragisk personlighed, fordi andre har gjort det.
Et skoleeksempel på, hvor problematisk det altid er at give kriminalitet fyldig og derfor urimelig omtale af noget, som vel egentlig burde forbigås i tavshed. Nu er det så skrevet.
En tidstypisk handling, som forhåbentlig trods alt kan benyttes som emne for en videre debat om vor epokes voldsomme interesse for skyggesiderne af den slagfærdigt mediebårne underholdningsindustri. Et fænomen, Michael Jackson jo faktisk selv var offer for. Måske undskyldeligt. Jeg aner det som noget aktuelt i vores kulturkreds.
Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder.