Det fortælles om den preussiske konge Frederik den Store, som var skeptisk over for kirken og traditionel kristendom, at han engang ville bringe sin superintendent eller biskop i forlegenhed.
Derfor sagde kongen: ”Kom med et gudsbevis, men kort, ikke længere end tre ord.” Da skulle den kloge gejstlige være trådt et skridt frem, have bukket sit hoved og svaret: ”Jøderne, Deres majestæt.”
Jeg kom til at tænke på anekdoten, da jeg hørte ugens ”Mennesker og tro” på P1 fra Anders Laugesens skurvogn.
Gæsten var nemlig tidligere overrabbiner Bent Lexner, og programmets titel var formuleret som et spørgsmål ”De sidste jøder? Vil livet som ortodoks jøde med tiden blive for brydsomt i Danmark, fordi staten begrænser religionsudøvelsen, samtidig at med den voldelige antisemitisme vokser?”.
Bent Lexner har lige udgivet selvbiografien ”Det gælder dit liv”, og som Anders Laugesen sagde, fik man det indtryk, at det jødiske samfund var under pres i det sekulære Danmark.
Ikke at Bent Lexner klagede sin nød. Han var fuld af humor og gode iagttagelser. Han omtalte jødedommen som en rituallov eller lovreligion og betonede, at ritualerne gjorde, at troen ikke skulle stå alene.
Tvivl knytter sig til troen som den personlige overbevisning, ikke til ritualer eller tradition, som lever videre i kraft af deres udførelse og gentagelse.
Det er en god pointe. Faren er selvfølgelig, at ritualerne bliver til en hjerte- og sjælløs ritualisme. Ritualerne støtter troen, men det er troen, som giver mening til ritualerne.
Bent Lexner understregede også, at man ikke kunne leve en ritualreligion, uden at det viser sig i det offentlige rum. De religiøse påbud og forbud, som præger dagligdagen, vil uvægerligt give sig sociale udslag.
Det forstås, men det springende punkt er der, hvor religionen vil knæsætte en social orden for andre end de troende.
I Israel tåler visse ortodokse jøder ikke, at der kører biler på sabbatten, eller at mænd og kvinder sidder sammen i de offentlige busser.
Der skal være plads til ritualer i det offentlige rum, men det offentlige rum er ikke en simpel forlængelse af hverken synagogen, moskéen eller kirken.
Som mediekommentator på nærværende dagblad noterede jeg med tilfredshed, at Anders Laugesen refererede til tirsdagens forside med overskriften: ”Trusler udelukker forsvarere for drengeomskæring fra debatten”.
Bent Lexner var nu ikke sådan at kyse, men et forbud mod omskæring kunne sætte gang i en eksodus af de jøder, der ikke var til sinds at opgive det gamle pagtstegn.
Det er en debat, der bør optage alle, for den handler om forældres ret til at præge deres børn. Må forældre mærke deres børn på en måde, flertallet ikke bryder sig om?
Ingen forhud er et mærke, men et religiøst hjem kan sandelig også efterlade et livslangt mærke på sjælen. Det er faktisk det, jeg selv prøver at gøre med mine børn.
Eller er børn suverænt deres egne, og det, de ikke selv har valgt, at regne for en krænkelse? Hører vi sammen, eller tilhører vi bare os selv?
Jesper Bacher er sognepræst