Så snart man mindes, så digter man

At mindes betyder på gammeldansk at kysses. Så vidt gik det nu ikke, da en veloplagt Klaus Rothstein søndag eftermiddag i P1 direkte fra DR Scenen på BogForum talte med en åbenhjertigt fortællende forfatter Jens Smærup Sørensen

Et interview på Bogforum udviklede sig til en timelang samtale om forudsætningerne for og indholdet af Smærups efterhånden meget omfattende, højt værdsatte forfatterskab.
Et interview på Bogforum udviklede sig til en timelang samtale om forudsætningerne for og indholdet af Smærups efterhånden meget omfattende, højt værdsatte forfatterskab. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix.

Et minde har sprog- historisk med mund at gøre. Og dermed også med udmunding. Vi kender det fra geografiske navne som Kerteminde, Thorsminde og Norsminde. I alle tilfælde er der tale om udmundinger af vand-løb. I Aarhus er det også derfor, at den lille parallelle gade ved udløbet af Aarhus Å hedder Mindegade.

At mindes betyder på gammeldansk at kysses. Så vidt gik det nu ikke, da en veloplagt Klaus Rothstein søndag eftermiddag i P1 direkte fra DR Scenen på Bogforum talte med en åbenhjertigt fortællende forfatter Jens Smærup Sørensen. Det handlede om at erindre, at huske og om umiddelbart at genfortælle sit liv. Det var i den forbindelse, jeg fik noteret den karakteriserende replik, som danner overskriften til disse spalter: ”Så snart man mindes, så digter man.”

Det udviklede sig til en timelang samtale om forudsætningerne for og indholdet af Smærups efterhånden meget omfattende, højt værdsatte forfatterskab. Det konkrete udgangspunkt var de nyligt udgivne og positivt modtagne mindelser, som forfatteren selv har valgt at udgive under titlen ”Jens” med genrebetegnelsen ”En fortælling”.

Bogen er en let bearbejdet udgave af en række såkaldt Mands Minde-foredrag holdt i foråret på Vartov i København. Smærup fortalte indgående om, hvordan han var både formet af og øjenvidne til den i virkeligheden meget dramatiske udvikling eller rettere afvikling af Danmark som landbrugsland. I løbet af en menneskealder ændrede antallet af beskæftigede i landbruget sig fra at udgøre halvdelen til i dag kun to procent af befolkningen. Smærup gennemførte i al stilfærdighed, præget af en trodsig tavshed og en særegen stumhed, et livsnød-vendigt opgør med både bondekulturelle familiemønstre og sprogbrug. Især forholdet til en uforstående, på samme tid frygtindgydende, omsorgsfuld, generøs og meget fortællende far, havde været vanskeligt. Der havde dog ikke været noget egentligt kærlighedsbrud, snarere tillidsbrud.

Alt i alt var den begavet disponerede udsendelse en opsummering af, hvad Kristeligt Dagblads læsere gennem de seneste år har kunnet læse om og af Jens Smærup Sørensen. Da jeg sammen med blandt andre Smærup i 1970’erne var med i bestyrelsen for forfatternes eget forlag, Arena, kunne jeg desuden nøje genkende, hvad han mindedes om dette litteraturhistorisk betydningsfulde foretagende.

Det helt specielle miljø, som udfoldede sig på Hald Hovedgaard lige syd for Viborg, var det et stort privilegium at være deltager i. Den dag i dag resterer der på stedet et såkaldt Arkiv for Ny Litteratur. Ud over alle Arena-bøgerne består det af en båndsamling og et særligt Peter Seeberg (1925-1999) -arkiv.

Det var på Seebergs initiativ, at arkivet i 1971 blev oprettet i samarbejde med grundlæggeren af forlaget Arena, K.E. Hermann (1914-2003). I sandhed et mindeværdigt foretagende. Der findes i DR’s arkiv minderige udsendelser med den idealistiske K.E. Hermann. De burde bringes i anledning af Smærups aktuelle kritik af forlaget Gyldendals kommercielle fremtidsplaner.

Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder.