”VINEN ER EN SPOTTER, øl giver larm, ingen, der dingler af det, har visdom.”
Sådan hedder det i Ordsprogenes Bog fra Det Gamle Testamente, men visdommen i udsagnet er tidløs. Der er, som det hedder i et andet bibelskrift, intet nyt under solen. Det blev man mindet om i den hjerteskærende BBC-dokumentar på DR 2 ”Mors øl, mor og mig”. I en tid hvor der er nok af uro og problemer på den store scene, skal vi ikke glemme de nære problemer. Et menneske, som forsumper i druk, er ét for meget, og der er skræmmende mange, som går den vej. WHO, Verdenssundhedsorganisationen, har opgjort, at der årligt dør 2,5 millioner mennesker af alkoholmisbrug. Terrorismen halter langt bagud, og utallige familier har et medlem, nært eller fjernt, som har kigget alt for dybt i glasset. Ja, findes der mon en præst, som ikke har forrettet en begravelse fremkaldt og fremskyndet af druk? Jeg tror det næppe. ”Mors øl, mor og mig” var en britisk dokumentar, men den kunne såmænd lige så godt være dansk.
Moderen var Diane på 39. Hun havde drukket de seneste 15 år og fået sine seks børn fjernet fra hjemmet. Den eneste af sine børn, som Diane stadig så, var 12-årige Nanza, der boede hos sin mormor.
Pigen var fast besluttet på at hjælpe sin mor ud af misbruget, og med et videokamera dokumenterede hun sit liv i skyggen af moderens druk. Det siges, at man skal høre sandheden fra børn og fulde folk. Hvad angår de fulde folk, kan man have sin tvivl, og børnene kan selvfølgelig også stikke en plade, men Nanza levede smukt op til mundheldet.
Hun elskede sin mor, men lagde ikke fingrene imellem og fortalte enkelt og rørende om den barndom, hun ikke synes hun rigtigt havde haft. Som andre børn af alkoholikere var hun blevet bebyrdet med alt for meget ansvar og alt for mange bekymringer og måtte gang på gang se, at øllerne vandt kampen om moderens opmærksomhed.
Diane drak angiveligt for at dulme smerten over voldelige forhold, men sommetider måtte hun indrømme, at hun ikke engang havde en konkret undskyldning for sine ugelange drukture.
Trods den megen tid i alkoholtågerne var Diane dog klarsynet nok til at se, at den var helt gal. Hun ville frem for alt ikke, at hendes børn gik samme vej. Da en af Nanzas lærere – hvad var det for et fjols? – havde sagt, at børnene ville ende som deres mødre, tog hun til genmæle og fortalte sin pige, at den sociale arv ikke var en skæbne.
Diane havde besluttet sig for at gå på afvænning, men hendes mor, som i øvrigt støttede hende, mente til sin sorg, at datteren var kommet for langt ud. Tænk at afskrive håbet for sit eget barn, men der lå sikkert bitre erfaringer bag de mistrøstige ord. Efter en sidste druktur lod Diane sig imidlertid indlægge og gennemgik noget af en kold tyrker. Hun gav dog ikke op, og det lykkedes faktisk Diane at blive tørlagt med behandlingsstedets hjælp.
Mon det stadig holder? Det skal ikke kunne siges, men det var nu opløftende at se en happy ending fra det virkelige liv.
Ølhunden kan fravristes sit bytte.
Jesper Bacher er sognepræst